Author Archives: Mona Ljungberg

  • 0

Dagens låge: 26.12.2016. Flygtninge er mafiaens guf

Category:I det græske dødsrige "Hades"

Dagens låge 26.12.2016
Mit Asyls Decemberkalender – Grækenland

Julen er ovre, men det er december íkke.  Der er storm over Danmark, og man skal holde sig indendørs, læser jeg. Her er en lille opdatering til de sene nattetimer.

I dag har for mig været en dejlig dag. Vi har været rundt og forsyne alle børn i lejren med sko som er blevet samlet ind og sendt ned til Grækenland. Gode sko, der kommer mange børns fødder til gode. Men lad være med at sende flere foreløbig, for lejren er rigeligt forsynet nu til denne vinter.

Lejren bevogtes af militæret. Når vi frivillige skal ind, skal vi melde os hos vagterne. Bevogtningen er det nu så som så med, eftersom der flere steder er huller i hegnet.

Da min makker og jeg meldte vores ankomst i militærets skurvogn  i dag, sad en kvinde og så bange ud. Kvinden er alene med fire små børn. Aftenen før havde nogle mænd kappet ledningerne med strømforsyning (som i disse dage virker) til hendes telt. De forlangte 20 euro for at tilslutte strømmen igen. Hun har meldt dem, men nu er hun bekymret for evt. repressalier, hvis nogen har set hende gå til militæret.

Dem, der har sværest ved at beskytte sig selv. er også dem, der nemmest bliver mafiaens ofre. Og mafiaen er i lejren og afpresser.

Mange hilsner fra Mona

 

 


  • 0

Dagens låge: 27.12.2016:
krigsramte kvinder er også forfængelige

Category:I det græske dødsrige "Hades"

Dagens låge: 27.12.2016
MitAsyls decemberkalender.

Tirsdag eftermiddag i Softex-lejren, Thessaloniki er kvindernes fri-eftermiddag og chance for at pleje udseendet en smule. Det gør de i lejrens kulturhus, som nogle tømrere blandt flygtningene har bygget af træbjælker, måske doneret eller til overs fra et sted. Der er huller i træet og noget tyndt plastikfilm, udgør det for vinduer. Det holder ikke rigtigt (se nærbillede sat ind i øverste højre hjørne på fotografiet).

Heldigvis var vejret mildt i dag, trods blæst og kvinderne nød det. Vi var heldige også at have strøm det meste af sceancen, og der var gang i føntørrere og glattejern. Vi havde ikke meget sminke, men det der var (Eyeliner, læbestift og neglelak) blev flittigt brugt.

Egentlig er det strengt forbudt for børn over 3 år at komme ind i tirsdagstimerne. Det er mødrenes fritimer. Men vi var to nye, så et par småpiger fik alligevel sneget sig ind, og hvor de hyggede sig, med læbestift og neglelak.

Jeg fik en baby forærende, imens hendes mor fik sig en snak. En dag hvor alle er glade og en af de stunder, hvor man føler sig så uendelig rig.

Mange hilsner fra Mona


  • 0

Dagens låge: 28.12.2016:
Den danske grænse ligger i Grækenland

Category:I det græske dødsrige "Hades"

Sandheden om den danske grænse
MitAsyls decemberkalender 2016

Jeg opdager det ved et tilfælde. – Og dog? Jeg tror de fleste af os ved det og forskubber det lidt, og bliver indhyllet i tågerne af Martin Henriksens evige hylen op om mere politibevogtning ved den dansk-tyske grænse. Hans hyl kan kun dreje sig om at skabe angst i Danmarks befolkning for dermed at få flere til at stemme på DF i håb om at få tryghed. Og!!!  det holder øjnene væk fra virkelighedens grænse for flygtninge, nemlig Grækenlands grænser mod øvrige europa.

Jeg opdagede det ved et tilfælde, fordi jeg har haft et par fridage i juleweekenden, og ville benytte dem til at besøge “Rijalda” i landet Makedonien, Grækenlands naboland mod nord. Rijalda er en af de unge, som Mit Asyl igennem opvæksten  har støttet, efter hun i 2007 blev tvangstilbagesendt, og som nu omvendt gerne giver en hånd med i Mit Asyls arbejdsopgaver.  Thessaloniki ligger kun 3 timers buskørsel fra Makedoniens hovedstad Skopje, så det er om at benytte lejligheden til et besøg, når nu jeg er på de kanter.

Jeg kan ikke blive hos Rijalda i Skopje flere dage end jeg har fri. Der er brug for mig i Grækenland  i Softex-lejren, hvor man regner med mig. Planen blev at overnatte hos Rijalda og tage retur til Thessaloniki dagen efter. Jeg havde ingen problemer med at få en busbillet den 24.12 om eftermiddagen (24.12 er ikke storehelligdag her), men det er 1. og 2. juledag og busselskabet, jeg skulle med, indstillede al kørsel pga helligdagene, så jeg ikke kunne komme med dem retur. 

I mangel af bedre forsøgte jeg så at få fat i en togbillet (togene i Makedonien er et kapitel for sig). Men viste det sig nu: Togene mellem Grækenland og Makedonien er blevet indstillet, for ikke at komme til at transportere flygtninge. Der kører end ikke tog op til grænsebyen Idomeni, hvor skinnerne løber og flygtningene før slog lejr imens de ventede på at komme over til Makedonien. Indtil togkørslen til byen blev stoppet. – Og en stor gruppe flygtninge endte med at få så læsterligt mange tæv og stjålet penge og telefoner af militæret. Al modbydelig adfærd over for flygtninge er tilladt. Ingen af verdens statsledere råber op og imod. Martin Henriksen og hans fæller råber kun  på flere modbydeligheder.

Der går tog til Grækenlands andet naboland mod nord: Bulgarien. Bulgarien er kendt for sin hårdhændede behandling af flygtninge og pigtrådshegn, og her får flygtningene også tæsk. Mænd, kvinder og børn, det er lykkedes at slippe ud af et krigshelvede arresteres og får tæsk som straf for at have reddet livet. Så flygtningene søger ikke ind over den bulgarske grænse. (Husk lige det, jer der kritiserer Danmarks samarbejdspolitik med Tyskland i fordums tid!. Hvad er det I selv har gang i, i dag af kujoneri og ondskab og kynisme!!!!)

I et sidste forsøg, undersøgte jeg muligheden for en bus kun til grænsen, for så kunne jeg jo gå på mine ben over og tage en bus videre, når jeg var kommet over på den anden side. De fleste lande har indlandsbusser.  – Og så var det, jeg fik at vide: der går slet ikke busser mere i Grækenland til og fra Idomeni.

Et enkelt busselskab kører nu i dagligdagen mellem Makedonien og Grækenland og over grænsen et andet sted end før. Det busselskab, som skulle transportere mig til Makedonien. En bus, som det for mennesker uden papirer og et hjemland er umulig at komme med. 

Sandheden om den danske grænse er også sandheden om den tyske grænse, den engelske, den svenske og de andre Europæiske landes: Grænserne er for længst rykket sydpå til Grækenland. Grænsepolitiet i de nordlige lande er gøgl og spil for galleriet. Et bedrag og opium for folket. Ligeså bedragerisk som den “såkaldte” kamp mod misbrug af EU-midler, imens man selv tømmer kassen!!!!

Husk det næste gang Martin Henriksen hyler op. Det er ikke flygtningene, der er farlige. Men Martin Henriksen, der er!!!


  • 0

Dagens låge: 29.12.2016. Her skal også gøres rent

Category:I det græske dødsrige "Hades"

Dagen låge: 29.12.2016
MitAsyls decemberkalender.

Rengøring hører med til frivilligarbejdet. Sko, tøj, grøntsager, bleer, sæbe og meget andet, som vi frivillige deler ud til flygtninge i Softex-lejren, bliver først bragt hen til en bygning (eller et varehus, som vi kalder stedet) og er lejet af organisationen Intervolve, der står for organisering af frivilligarbejdet og meget mere. Her i varehuset, står vi og deler op i portioner, inden vi fragter tingene til lejren og deler rundt til folk i teltene.

Varehuset har også et mødelokale, med varmeblæser endda. Her holder vi møde hver morgen, planlægger dagen og fordeler arbejdsopgaverne. I dagligdagen har vi ikke tid til at gøre rent. Selvom kartoflerne støver, og nogen kommer til at spilde kaffe og tømte papkasser fylder op.

I dag var så store rengøringsdag i anledning af nytår. Og der er nu noget forfriskende over ikke hele tiden at skulle vade rundt i møg. Alle gik til opgaven. Bagefter blev der atter en gang pakket grøntsager, og er lidt hyggeligt omend koldt. Pakning foregår i team på samlebånd og akkord og en går på tanken og henter kaffe til hele holdet og kommer tilbage og er dagens helt.


  • 0

Dagens låge: 31.12.2016: Nytårshilsner fra børn i Softex-lejren.

Category:I det græske dødsrige "Hades"

Nytårshilsner fra børn i Softex-lejren.

Børn i Softex-lejren, Thessaloniki, har lavet nytårshilsner til alle, der bor i lejren og skrevet deres største ønsker for dem alle i 2017. Mange af børnenes tegninger og ønsker, synes jeg er dybt bevægende og jeg har lyst til at dele et par stykker af dem med jer. Børnene er i alderen 10 og 12 år.  

Hvad børnene ønsker for de andre, er hvad de også ønsker for sig selv. – Og jeg sidder stadig med en klump i halsen, når jeg ser et barns største nytårsønske er “dejlig mad til alle“. Et andet barn, skriver “glæde til alle og et hjem“. Et tredje barns nytårsønske er “fred til alle“. 

Værd at vide: børnenes tegninger og ønsker er blevet til i et tyndt træhus med vinduesrammer uden ruder, så vinden suser igennem i bidende frost (men alternativet er værre), og alligevel har børnene været i stand til at udtrykke kærlighed vise lyse og glade farver og gøre sig umage for at skabe glæde med deres kort. Børnene gik op i kortene med liv og sjæl.

Mange nytårshilsner og ønske om fred, husly, kærlig og dejlig mad også fra mig
Mona, Softex-lejren, Thessaloniki


  • 0

Lejrene er et dødsrige

Category:I det græske dødsrige "Hades"

Mine dage i Thessaloniki og flygtningelejren ”Softex” er forbi. Jeg er på vej væk fra et Grækenland, hvor flygtninge er som levende begravet i dødsriget ”Hades”.

”Hades er iflg. græsk mytologi et trist sted, hvor sjælene efter døden sendes til og lever et evigt skyggeliv uden alt det, der bragte glæde i jordelivet.

En græsk myte er
dagens virkelighed

”Hades” er i dag mere end en myte. ”Hades” er de store mørke fabrikshaller, som mennesker på flugt fra krig og tortur placeres i, i dagens Europa. Mennesker er levende begravet.

I de sidste par dage har børnefamilierne i de mange lejre i det makedonske område af Grækenland fået lov til at forlade deres fordømte triste hverdag i “Hades” for et kort øjeblik.  Organisationen help refugees har doneret en jule/nytårsudflugt til et tivoli-wonderland inde i byen med karusseller og hoppeborge og radiobiler og der blev lejet busser, så alle børnefamilier blev hentet og bragt.

To af dagene var jeg med i teamet af ledsagere og omsorgspersoner. Det var dybt bevægende at opleve børnenes ansigter lyse op, som var de kommet i himmerige. En mor fortalte, det var første gang i seks år, hendes lille datter oplevede at have det sjovt. Forældrene nød også deres børns glæde og selv at komme ud. Nogle forældre blev selv som små børn over herlighederne.

En dråbe af lykke

Man tændes som frivillig selv af et øjebliks lykke ved at opleve børnenes glæde. Som en dråbe af lykke, der rammer panden og for et øjeblik overskygger den ulykkelighed, man er så fyldt med.  En lille pige på 7 år, der nu sidder på en karrusel i en glædesrus  med sin hånd bundet ind i bandage. Bandagen ligner det, der er indenunder. En bandage om en svært forbrændt hånd. En lille piges hånd. Pigen var faldet og landet med hånden i et af Softex-lejrens mange bål.

I et forsøg på at få lidt varme og for at lave mad, tændes hver dag mange bål rundt ved de mange telte i lagerhallen og udenfor ved containerne også fyldt med mennesker.  Børnene løber frem og tilbage og det er et mirakel, at antallet af alvorlige ulykker har været begrænset. Yderligere: luften i fabrikshallen er tyk af sodpartikler. – Jeg kan ikke lade være med at tænke på, flygtningene har valget mellem at dø af kulde eller tidligt af lungesygdomme fra de mange skadelige partikler. – Og jeg kan forsikre om, at på dødsattesten kommer ikke til at stå “forholdene i Softex-lejren” som dødsårsag, men alt muligt andet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på: her står hundredvis af telte slået op side.  Går der ild i et af teltene, vil ilden lynhurtigt sprede sig til de andre telte. Fabrikshallen er en stor brandfælle. Pladsen med containere udenfor også. En gnist og et enkelt vindstød, kan lynhurtigt få det hele til at stå i flammer. Folk vil være fanget af hegn og plastik og røg.

Ikke alle lejre i det græske Makedonien er så slemme som Softex-lejren. Men det betyder ikke, at de er gode. De er bare lidt mindre slemme. I nogle lejre, er der mindre træk i den dystre fabrikshal og lagt rockwoll udover teltdugen for at isolere mod kulden.

Jeg er på vej væk, men jeg ved at i skrivende stund, er menneskene i Softex-lejren udsat for endnu en plage. Det er sat ind med bidende frost og vindstød af stormstyrke, og får kulden til at føles som minus 20. Udenfor fabrikshallen er opført nødtoiletter (som den vi ser ved festivaller i Danmark til midlertidigt brug, her i lejrene er de permanente). Fredag har toiletterne fløjet rundt i vinden. Livet for menneskene i Softex. Mener du, jeg har overdrevet, så byt din egen tilværelse ud og prøv det selv!!!

Nødhjælpsorganisationerne 
der forsvandt i den største nød

I nytårsdagene har der været uroligheder med overfald i Softex-lejren. Da jeg besluttede at tage ned og give en hånd med som frivillig, besluttede jeg også, at jeg ville bruge mine gode skriveevner til at beskrive hvad jeg ser.

Jeg har set, at i dagene med overfald forsvandt organisationer med lønnede medarbejdere, eller rettere medarbejderne blev evakueret og  forsvandt. Hvis ikke det havde været for non-profit-organisationenen Intervolve (som jeg en af dagene vil skrive en hyldest til) med os frivillige, ville flygtningene have været helt forladt. Organisationen ”Save the children” har noget de kalder for ”save area” (sikkert område) i dagtimerne for børnene i Softex-lejren. I dagene med overfald, hvor børnene havde allermest brug for sikkerhed, forsvandt også ”Save the Children”.

En Solstråle som en forårsdag

I skrivende stund er isnende koldt i det græske Makedonien og i Softex-lejren. Jeg vil slutte min lille beretning med en solstråle. Om en af de dage, der er som en første forårsdag, som også findes her og som vi kender i Danmark, hvor luften er mild og udtrykket i ansigterne bliver milde som luften.

I den mørke fabrikhal trængte en solstråle ind og lagde sig som en lyskegle ned gennem midterrækken af telte. Som på en første forårsdag, hvor børnene hopper af glæde, kom en lille pige løbende med gadedrengehop ned ad lyskeglen i hallen. Et splitsekund, der altid vil stå printet fast for mit indre blik. En lille pige, der hopper muntert ned af en lyskegle i en stor og ellers mørk og trist fabrikshal i dødsriget “Hades”. En solstråle, der trængte ind.

Jeg håber inderligt, at pigen og alle de andre børn en dag og inden det er for sent får et liv ude i lyset.

Mange hilsner Mona på vej hjem fra Softex-lejren, Grækenland


  • 0

Julekort fra Denis 2015

Category:denis,skab livsgrundlag

Denis_sygepleje

Jeg studerer til sygeplejerske på den medicinske skole i Sofia. Jeg bor i et værelse med to venner i et college-hjem. Vi er venner fra barndommen, og vi har det godt sammen.

Sofia er en meget stor by, smuk og meget spændende. Jeg har ikke meget tid til at gå ud, da jeg har meget travlt med at studere, men engang imellem har jeg lidt fritid og nyder byen. Her er meget forskelligt fra min hjemby. Her er mere moderne og der er mange steder, der minder mig om Danmark. Folk er meget flinke og hjælpsomme.

Mit universitet er meget smukt og moderne. Det ligger i forbindelse med et hospital, og gør det meget nemmere at lære alting, når man kan se det gennemført i praksis med det samme.

Jeg har nogle problemer med det bulgarske sprog. Det er den sværeste del for mig nu, men menneskerne her er meget rare, og de hjælper mig med alt. Mine klassekammerater er meget søde, de er der altid med hvad jeg har brug for, de er meget venlige. Nogle gange går vi ud sammen, så viser de mig rundt i Sofia. Jeg har brug for at kende de forskellige steder jeg kan gå hen, når jeg har brug for noget.

Maden er lidt af et problem her. Der er et college-cafeteria, men maden er ikke god, så vi er nødt til at lave mad nogle gange. Eller i det mindste forsøger vi at lave mad.

Nogle gange føler jeg mig nostalgisk over dem der hjemme , og jeg savner mine forældre og min søster , men det hele bliver lettere, når jeg ser og taler med dem over internettet.

Jeg vil gerne takke alle, der gør denne drøm om at studere til virkelighed for mig, og støtter mig og andre udviste unge økonomisk . Det betyder meget, og jeg er meget taknemmelig .

Glædelig jul fra Denis


  • 0

hverdagens fredelige muslim

Category:Debat

Jeg er så træt af, at hverdagens
fredelige muslimer gøres til noget sensationelt

”Han” der stilles til skue for at vise alsidigheden i mediernes dækning, ”han” som går med til det og stiller sig til skue, gør det i et forsøg på at råbe masserne op, for hvad skal han ellers gøre!

Netop fordi medierne popper ham op som en enlig svale blandt døgnlange og gentagende reportager om nogle få terroriserende muslimer i Europa, (de terroriserende er faktisk få blandt de mange fredelige), får man det indtryk, at det er omvendt: At de terroriserende er i Europa i milliontal og de gode fredelige muslimer er de få.

Jeg kender mange muslimer i Europæiske lande og i Danmark. Jeg kan ikke genkende, det mediebillede, der er skabt!!!  Jeg mener især medierne er medanvarlige for en udbredt rædsel for muslimer i Europa. En så stærk rædsel, så øjnene lukkes for at den jernring, vi kalder fort-europa i virkeligheden er en jernring om de arabiske og asiatiske lande, der holder fredelige almindelige civile muslimer i et rædselskabinet.


  • 0

De udviste Kosovo-børns baggrund

Category:Kosovo,skab livsgrundlag

Mødet med de lukkede grænser

Børnene og de unge mennesker udvist til Kosovo i årene 2006 – 2008, havde som de børn, der kommer til og igennem Danmark i dag, oplevet i krigens og flugtens rædsler. Herunder grænsen, der blev lukket til Makedonien for 1 million mennesker på jernbaneskinnerne, mens kuglerne fløjtede om ørerne på dem bagfra. Mænd blev trukket ud af masserne og skudt. Mange kvinder blev trukket ud og voldtaget.

Europa-vejens mareridt

Da grænserne blev åbnet, sprængt, oplevede børnene den trælse vej op igennem Europa på landeveje og  stuvet sammen i ladvogne i dage- og ugevis. Det skete, at små børn under flugten og i den kaotiske menneskemasse blev adskilt fra deres forældre og først genforenet måneder senere.

Livet med afslag og på stand-by

Børnene oplevede, deres forældre bryde sammen under dyngerne af afslag på asyl i Danmark. Da de kom til Danmark var stemningen ikke som i dag, hvor der trods alt er mange grupper og bevægelser, der hjælper flygtninge i Danmark. 2000 – 2004  var hadsk og kun få rejste sig for at give de børn og deres familier en hånd, selvom krigen rasede i Kosovo og etniske mindretal blev udsat for genocid. Afslagene på asyl fik familierne, selvom de ikke kunne vende tilbage eller sendes tilbage grundet faren for deres liv i Kosovo og Makedonien.

Indførelse af stress-fremkaldende foranstaltninger i dansk lovgivning

Børnene oplevede at bo i asylcentre i 6 – 7 år. Ikke i 1 center men i 10 – 20 centre. De oplevede at blive rykket fra den ene ende af landet til den anden konstant og med dags varsel og deres liv nogenlunde permanent pakket ned  i sorte plastiksække. De oplevede ikke at måtte få undervisning som og med danske børn (apartheid), at skulle leve af underernærende madkasser fra den danske stat. I loven blev indbygget stressfremkaldende og nedbrydende foranstaltninger imod mennesker på flugt og helt bevidst af et politisk flertal i folketinget.

Politi og stats-terror mod børnefamilierne, der søgte til Danmark i deres nød

De udviste børn oplevede, at de selv eller deres kammerater blev tvangsudsendt med stort politiopbud, der kom ind om natten og gennede dem op og af sted. I Danmark. De oplevede at blive skilt fra de mennesker og kammerater, de havde knyttet sig til i Danmark. De oplevede at blive sendt ud til hjem i ruiner og til sult og til tørst. Men ikke til en fremtid.


  • 0

Et halvt menneske…

Category:Debat

mohammed_til_webHan står der, en dybt ulykkelig mand fra Syrien.

Men hvad kan han dog være ulykkelig over? Han har jo asyl i Danmark og en ulønnet praktik med at slæbe tunge lagervarer i en stor virksomhed, for at lære at tale dansk!!!

Hvad mere kan en mand dog ønske sig af sin tilværelse??? 

Joh problemet er, forklarer han: “Jeg måtte efterlade min kone og mine tre børn i Syrien. Det var for farligt at tage dem med i bådene. Min yngste datter er svært handicappet og har brug for hjælp og jeg savner min kone og mine børn, og frygter for deres liv“. Det er 7 mdr. siden, han fik tilkendt asyl og har søgt om at få sin kone og sine tre børn familiesammenført.

Er meningen at de skal slåes ihjel?

Endnu intet svar fra Udlændingestyrelsen. Det er en uacceptabel lang sagsbehandlingstid. Manden er ved at gå helt fra koncepterne og hans kone og børn i Syrien er i fare for at blive udslettet. Man kan ikke lade være med at tænke, men det er måske også meningen med de lange sagsbehandlingstider. Det er svært at få øje på anden mening. 

Læger Uden Grænser melder, at folk sidder fanget ved grænsen til Jordan og Tyrkiet. Grænserne er lukket, fordi Europa har lukket grænserne og hvilken studehandel er indgået med de europæiske stater! Folk sidder fast og dør af sult og kan heller ikke tage ind i Syrien, der dør de af bomberegnen fra regimet, IS, Rusland, US, Danmark og gud ved hvor mange andre, der gerne tager del i et slagsmål, så længe, de ikke selv skal i ilden. Og det er ild (ildbomber), der kastes ned over de civile syrere. De går op i flammer, der sletter sporene af de døde.

Min yngste datter er handicappet”, fortæller Mohamad. “Der skete et uheld ved fødslen“. Før krigen gik datteren på specialinstitution i Syrien og fik hjælp. Han sms’er mig et billede af sin handicappede datter. Han sender flere billeder. Han tror vist, at hans lille datters ulykke kan hjælpe gang i Udlændingestyrelsens sagsbehandling. Jeg nænner ikke at fortælle ham, at i Danmarks regering hersker en kynisme og ondskabsfuldhed, så deres første tanke vil være, hvordan de kan forhindre Danmark i at komme hans datter til undsætning.

Jeg siger det ikke til ham, og har istedet rykket udlændingestyrelsen. Men jeg kender godt trummerummen og hele tovtrækkeriet som nu går i gang. Det er aldrig asylsøgere, der har brændt mig ud. Men det gjorde det danske system på et tidspunkt. – Men jeg kan ikke se passivt på, at mennesker holdes fanget i dødsfabrikker. Syrien er en dødsfabrik. 

Mona Ljungberg

Mohamads kone og børn blev tilladt familiesammenføring 8 mdr. efter ansøgningen. Det lykkedes på rekordtid Mit Asyl at samle penge ind til flybilletter og visum. 

Kommunerne er ikke længere forpligtiget til at skaffe bolig til flygtninge. Mohamad og hans familie blev i første omgang indlogeret på en hospitalsstue. De er flyttet i egen bolig. Mohamad har under hele forløbet haft arbejde. Først i praktik med løntilskud.