Category Archives: Bosnien

  • 0

I dag fik fangerne i Kz-lejren Vucjak mad

Category:Bosnien,seneste nyt

Det nytter at klage til gud og hver mand og medierne og lægge pres på EU og alle andre og den bosniske regering.

I dag fik nødhjælpsorganisationen “Merhamet” tilladelse til at uddele mad til de over 800 fanger i kz-lejren Vucjak i det nordvestlige Bosnien.

Der er lang vej endnu, for der er stadig en kz-lejr i Bosnien og tortur mod migranter i Bosnien, Kroatien og Slovenien. I Grækenland er det heller ikke for godt. Men det stopper kun, hvis vi, os der er i en priviligeret situation med rettigheder klager og kæmper  for dem, der er uden. Men i dag fik fangerne i Vucjak mad og det var tiltrængt. Håber de også får i morgen.

Til jer der er på fb, er der link til video her


Farvel til Busstationen i Tuzla

Farvel til busstationen i Tuzla i dag. Så mærkeligt. I uger har den fyldt mit liv jeg er i beograd i skrivende stund og snart i København, men mit hjerte er hos migranterne i tuzla og hos dem der er på vej videre. Jeg håber inderligt de klarer sig igennem.

På facebook findes en side, der hedder “Efterlyste og døde migranter” . De har jo sjældent papirer på sig, så derfor vises billeder af de døde, så de evt kan blive genkendt og identificeret af venner og familie eller frivillige, der har mødt på deres vej.

Med venlig hilsen

Og tak til alle, der har støttet og støtter. Særlig tak til Græsrodsfonden, Viomis Aid, Socialpædagogernes Landsforbund, og alle private bidrag. Håber ingen er glemt. Det har været fantastisk at opleve støtten hjemmefra også.

Jeg er ked af at sige det, men jeg gør det alligevel; der er ligeså hårdt brug for penge dernede og til vores lille forenings arbejde også, når jeg er i Danmark.

Mange hilsner Mona


  • 0

Hvorfor tager de egentlig afsted?

Category:Bosnien,seneste nyt

Jeg føler mig hul indeni og mit hjerte græder, når jeg ser dem stige på toget. Opløftede og forventningsfulde. Endelig kommer de videre fra busstationen i Tuzla, som også er en togstation.

De har købt billet til byen Bihac oppe ved den nordvestlige grænse til Kroatien. Men toget vil blive stoppet 40 km før af politiet, og de vil alle blive tvunget til at traske den 40 km tunge vej med rygsæk og  sovepose langs skinnerne og sendt til Kz-lejren Vucjak.

Vi frivillighjælpere advarer dem igen og igen: ”don’t go to Bihac. Don’t !!!”. Men vi taler for døve ører.

”Politiet arresterer jer og sender jer til Vucjak i bjergene. Alle migranter på gaderne i Bihac bliver arresteret og kørt væk”, siger jeg. De ser lidt bange ud. Alle har hørt om camp ”Vucjak” – nogle har faktisk været der og er lykkedes at flygte derfra og komme tilbage til Tuzla busstation igen og har fået plejet sårene og lidt opfodring og tøj. Men også de skal med toget igen. Og forsøge at komme til grænsen og over på den anden side igen. Til det paradis, de tror venter dem. På den anden side af grænsen.

 

”Det er nærmest håbløst at komme over grænsen til Kroatien” siger jeg. ”Og grænsepolitiet tager jeres tøj og sko og værdier og banker jer”. En enkelt begynder at lytte, han har ikke været der før, og han ser bekymret ud. Men også han tager med toget. Trods mine advarsler. Og selv nogle af de unge, der har prøvet turen flere gange, tager den igen. For denne gang går det godt er de sikre på og tager med toget.  Lige netop de vil klare sig igennem og over grænsen.

Mafiaen af Menneskesmuglere.

Næste dag ved tøjuddelingen får jeg svaret på, at alle tror, det kun er de andre, der bliver arresteret og ikke dem selv. De har betalt en menneskesmugler. Den bedste af den bedste. Ham der tager gud ved hvor meget ekstra for at føre dem sikkert gennem skovene og over grænsen uden nogen risiko. De er faldet i kløerne på nogle af de værste af slagsen. For det er løgn fra ende til anden.

Og flygtningene og migranterne er i en håbløs situation og nemme at udnytte og må afsted, for ellers mister de denne enestående chance. Tror de. For nu er de jo faktisk nået så langt helt ind i Bosnien.  – og de har egentlig heller ikke rigtig andet at miste end deres lille udendørs plads på busstationen i Tuzla. Og den kan man egentlig godt leve foruden.

Vel 80 – 90 procent af de, der tager afsted, ender i kz-lejren Vucjak. Andre lykkes det at skjule sig og komme gennem skovene ud til grænsen, hvor de fleste bliver fanget og tortureret. Nogle bliver smidt i floden. De heldigste redder sig op igen. Andres lig kommer flydende med floden. Det er genocid, hvad der foregår her nede.

Østrig og Slovenien blæser også på menneskerettighedskonventionerne

Nogle få lykkes det at komme over grænsen. De få kommer måske helt til Slovenien og Østrig og søger asyl. Og Slovenien og Østrig sender dem tilbage til Bosnien igen. Tager end ikke mod deres asylansøgning. 

Nogle få når længere, og de heldigste af de få får asyl i et europæisk land i midt- eller nordeuropa, og kan endelig begynde at bygge et liv og en fremtid op.

Europa, verdenssamfund, FN og EU og den 4. statsmagt (medierne) hvor er I?

I og vi har et ansvar for at hjælpe med at stoppe mord og tortur fremfor at lade det tage plads i Europa. Eller udenfor på bestilling af Europa. Mord og tortur på mennesker alene på grund af deres udseende og herkomst er begyndt at vinde ind. Først i Liyen og nu I Kroatien og Bosnien, og vi kan også godt regne Ungarn ind.

Skandalen gentager sig

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, da krigen i Bosnien startede, var medier og statsledere optaget af krigen i Irak og værdigede i flere år ikke krigen i Bosnien et blik, og genocid der foregik, dengang især mod de bosniske muslimer.

I dag jages igen mennesker i Bosnien, hovedparten fredelige muslimer fra andre lande. De har måttet flygte fra krig i Syrien, Afghanistan, Irak m.fl. – Andre fra ekstrem fattigdom.

Skandalen gentager sig! Europa, verden og medierne har vendt det blinde øje til, og er denne gang mest optaget af krigen i Syrien og tossede udtalelser fra Thrump. – Men de mennesker, vi ønsker skal have lov til at leve i fred, der hvor de kommer fra, vender magthavere og mange andre det blinde øje til bliver myrdet i Europa og er dermed med til at fremme denne farlige situation. For migranterne! Og for Europa! Og for verdensfreden!

EU har givet 5.8 millioner euro i nødhjælp til flygtningene i Bosnien. Pengene bliver åbenlyst brugt til at mishandle og begå genocid mod flygtninge/migranter.


  • 0

EU-land bruger tortur til skræk og advarsel

Category:Bosnien,kroatien,seneste nyt

En stemning mod flygtninge piskes op til det hysteriske

Der er en nærmest hysterisk stemning i Una-Sanskog-distriktet, det nordvestlige hjørne af Bosnien. – Hadsk? Racistisk! Som om de fremmede mennesker, der forsøger at komme igennem landet er spedalske.

I busserne, som alle er langtursbusser (byerne er små, men afstanden mellem dem lange og igennem bjerglandskab) får de mørke fremmede besked på at sætte sig bagest i bussen. Lokale, der stiger ind, sender dem ”pføj-blikke” og sætter sig op foran. Demonstrativt.

– Jeg kan ikke lade være med at undre mig: jer der for ikke så mange år siden selv var masserne på flugt fra krig og ved hvordan det er, at man sgu ikke kan gøre for det, hvad bilder I jer ind. Hvem tror I, at I er?

– Og selvfølgelig er det heller ikke alle i Una-Sanskog, der tér sig, billedet er altid mere nuanceret end kan beskrives med få ord, men det er frygteligt mange.

Måske er det også forkert kun at fremhæve Una-sanskog-kanton som den store stygge ulv. Det vil  faktisk være korrekt at sige,  EU og Kroatien fører an i oppiskning af had og racisme langt ind over den bosniske grænse.

EU-land bruger tortur til skræk og advarsel

Flygtninge og migranter, der forsøger at komme over grænsen til Kroatien bliver gennemtævet med stave og får frataget deres tøj og sko og bliver sendt nøgne og barfodede tilbage igennem skoven. En tur på tre døgn igennem skov og krat og i al slags vejr. I vinters blev en mand sendt således tilbage igennem frost og sne og fik koldbrand i sine tæer. Han kom sig aldrig og døde efter et halvt års lidelser af sine kvæstelser denne sommer. Andre fortæller, de blev smidt i floden. Ikke usandsynligt og at alle ikke overlever flodturen. Af og til kommer et udenlandsk lig flydende med strømmen i Una-floden.

Flere har store sår på benene efter at være blevet brændt med glødelampe. En fik slebet huden af sit ben. Dette er ikke forebyggelse, men folk med magt, der nyder at begå grusomheder. Kroatisk politi tager alt, hvad flygtningene har på sig. Tøj, sko og mobilen bliver kastet på bål. Pengene stukket i betjentenes lommer. Velkommen til EU.

Det sagde vi også for nogle år siden til Kroatien.

Hvor er EU’s retsstater? Hvor er FN? Hvor er de universelle menneskerettigheder?

Det er mig ufatteligt at et land som Kroatien kan være medlem af EU. Et EU-land, der udøver tortur.

Hvor længe vil I finde jer i det? I store magtfulde organisationer?

Hvor længe vil vi europæere finde os i det? Du og jeg?


  • 0

Fire drenge udenfor en flygtningelejr i Bosnien

Category:Bosnien,seneste nyt

Med vilje, her kun vises foto af drengene bagfra af respekt for de er mindreårige og retten til anonymitet.

De sover udenfor lejren på en græsplæne sammen med deres far og sammen med mange andre, fordi indenfor er der ingen pladser. Lejren har plads til nogle hundreder og indenfor er allerede tusind.

Oj-joj, de fire gutter er beskidte og tydeligvis ikke kun af dagens møg. Og med en charme, så jeg er fuldstændig fortabt. “Vil I have en is” spørger jeg, og en af mændene oversætter. Og  ikke overraskende, det vil drengene gerne.

Vi går over vejen til købmanden, som viser sig ikke at have is, men det er sådan set også chips, drengene går efter. Ansigterne stråler om kap, da de hver får en pose chips og en cola, ikke til deling, men en pose chips og en cola til hver.

Ok, vi kunne have valgt sundere, siger min fornuft, som egentlig er imod chips og cola. Men de fire drenge ligner altså nogen, der lige har vundet i lotteriet 🙂 🙂 🙂

Så megen lykke for 4 poser chips og 4 cola….Deres far har stadig penge til mad.

Bankkonto: 6620 331 9607 (coop bank) 

Mobilepay Støttekredsen: box38055 (husk at skrive box foran nummeret) 

Lejren uden de fire drenge, som jeg skriver om, ligger lige udenfor grænsebyen Velika Kladusa i Bosnien. Lejren er under omstændighederne en af de bedre. Indeholder containere med sengepladser. Toiletter og mulighed for brusebad. Folk i lejren får 3 daglige måltider. Men som fremgår, er de overfyldte og kapaciteten derfor helt utilstrækkelig og mange  kan ikke lukkes ind grundet pladsmangel. 

Med venlig hilsen

Mona Ljungberg, forkvinde 
Flygtninge i Fare – Mit asyl