Category Archives: seneste nyt

  • 0

Glimt ind i vor tids underverden

Category:seneste nyt

Af: Mona Ljungberg

Da jeg var barn. Ung. Indtil for nogle årtier siden, bestod underverdenen for mig af verdens mafiaer og ågerkarle og deres vidt forgrenede og skjulte netværk dybt nede og langt op i politiske rækker og embedsværk.

Så simpelt er det ikke i dag. I år. I årtier. – Igennem tre årtier har jeg fulgtes med mennesker, mænd – kvinder – børn i en underverden, som vel forholdsvis få mennesker i Danmark og Europa kender til eller kun perifert har hørt om.

Millioner af store og små eksistenser drevet fra hus og hjem af magtfulde forretningsmænd og politikere som på trods af deres ugerninger imod menneskeheden ikke behøver at overleve og dø i en underverden. Det som deres ofre er tvunget til med tortur og slaveri i og udenfor sexindustrien, med frygt og nød som evige ledsagere.

Om det er i et Libysk fængsel eller på et libysk slavemarked medfinancieret af EU. Eller om det er i den afrikanske ørken, der førte dertil. Eller Om det er i grænselandet mellem Syrien og Tyrkiet, hvor kurdere bombes og jages. Og afghanske flygtninges dødstal er alarmerende højt. Eller om det er i en utæt gummibåd på Middelhavet. Eller om det er om bord på et skib, der ikke kan få lov til at lægge til havn, fordi det har flygtninge om bord, efter at besætningen har reddet dem fra druknedøden på middelhavet. 

Eller om det er i en græsk overfyldt flygtningelejr. Eller italiensk. Om det er på de serbiske veje. Eller i de bosniske bjerge. I skovene i torturregimet Kroatien. I Slovenien. I et ungarsk fængsel. I det danske Ellebæk-fængsel. – Eller som flygtning under jorden et eller andet sted i Europa. Eller i Danmark.

Hvad skal vi gribe i og hvad skal man gøre? For at åbne denne underverden op og få dens mennesker op til overfladen. Til live med tilladelse til at leve.

Vi har i Mit Asyls bestyrelse besluttet at lave kikhuller ned til vor tids underverden. Et sted at starte er at sprede viden om. Som læser kan du åbne og træde lidt ind og ud igen. For det kan godt være overvældende at skulle overskue det hele på en gang. Også for os, der til dagligt arbejder med det og bevæger og ind og ud og ned og op.

Vi vil hermed også gerne sige tak til alle, der har støttet op om vores arbejde i forgangne år og årti og årtier. Vi når ikke, så meget som vi gerne vil, men så meget som vi kan overkomme. Tak til: Græsrodsfonden, Viomis Aid, Socialpædagogernes Landsforbund, Kaffekassen, og til alle privatpersoner, der har bidraget. Hver en krone er blevet værdsat og anvendt til at hjælpe flygtninge og migranter i nød.

Vi håber I vil fortsætte med at støtte os også i kommende år, for nødhjælp og research koster desværre penge.

Sammen kan vi gøre noget – som vi ikke kan gøre hver for sig.

Jeg ønsker alle et godt nytår. Også på vegne af Mit Asyls bestyrelse
Helin Shaker, Ayub Osman og Samir Behric

Mona Ljungberg


Europas krig imod flygtninge –
Vores kamp for alle menneskers ret til livet. 

Skriv under op klage til Europarådet over tortur mod flygtninge på grænsen til Europa


Blodet på jorden ved Kroatiens grænser.

Artikel i The Guardian 22.12.2019. Oversat til dansk. Link her 


Kroatisk tortur på grænsen til Europa.

Nogle eksempler – foto af torturerede


Europas krig og fjenden er hjælpeløse mennesker. Omars kys

FB-opslag 13.12.2019: Dirk Planert, tysk nødhjælpslæge Nordvest-Bosnien. link her


Umenneskelig behandling af flygtninge i grænseområdet Bosnien-Kroatien/EU

Rapport: 13.november 2019. Paramediciner og frivillighjælpers interview. Link her


De gav ikke en døjt….

Artikel Guardian: 14. november 2018. Om systematisk tortur af flygtninge og migranter på grænsen mellem Bosnien og Kroatien, også grænsen til EU. Link her


Kroatien myrder og mishandler flygtninge med EUs accept. 

Kroatien opfylder nu betingelserne for at blive fuldgyldigt medlem af Shengen-samarbejdet. link her til EU-kommissærens anbefaling


Dansk nødhjælpsarbejder igen arresteret i Grækenland. 

Opslag 31.12.2019: Mona Ljungberg. Link her


Tysk kaptajn arresteret 29. juni 2019  i Italien for at redde menneskeliv og skibet tilbageholdt ½ år
Opslag 31.12.2019: Mona Ljungberg


Flygtninge og migranter tortureres og slavegøres i Libyen med EU støtte
og Danmark er 3. største bidragsyder.
Link til Danwatch artikler og research Libyen i 2019: 


Bliv medlem af Støttekredsen:
Sammen kan vi gøre noget, som vi ikke kan gøre hver for sig. Og det er der brug for.

https://www.mitasyl.dk/bliv-medlem/


Bankkonto: 6620 331 9607 (coop bank)
Mobilepay Støttekredsen: box38055 (husk at skrive box foran nummeret) 


  • 0

Kroatisk tortur på grænsen – nogle eksempler

Category:seneste nyt

Foto: Mona Ljungberg. 29/10-2019

Foto: Mona Ljungberg. 26/10-2019

Foto: Mona Ljungberg. 25/10-2019

Foto: Mona Ljungberg 26/10-2019

Foto: Lorena Fornasir

Foto: The Guardian


  • 0

Tortur på grænsen til Europa – brug 1 minuts tid

Category:seneste nyt

Lorena Fornasir, har skrevet en klage over Kroatien til den europæiske Menneskerettighedsdomstol, og forsøger at samle 75.000 medunderskrivere.  Klagen er på italiensk. Derfor i nedenstående en oversættelse til dansk her, så du kan læse, hvad hun og vi beder dig skrive under på.

Migranter, der kommer fra lande, der er ødelagt af krig og ekstrem fattigdom, og i henhold til international lovgivning har ret til at søge asyl i Europa, forhindres i dette og udsættes for umenneskelige forhold ved grænserne mellem Bosnien og Kroatien.

Sidste februar (2019) blev Ali blevet fanget af det kroatiske politi, og blev udsat for adskillige mishandlinger, og frataget sit tøj og sine sko og efterfølgende tvunget igennem sneen og frosten. tilbage til Bosnien,

Ali vandrede i timevis tilbage til byen Velika Kladusa til fods i sneen. Hans fødder var frosne og gået i nekrose. Efter måneders lidelser døde Ali lørdag den 21. september (2019) på grund af den umenneskelighed, som han var blevet udsat for af politiet.

Onsdag den 25. september (2019)mødte jeg Adnan på vejen langs grænsen ved byen Velika Kladusa i Bosnien-Herzegovina, efter at han var blevet fanget, tortureret og afvist af det kroatiske politi. De havde taget hans sko og tortureret ham og med en glødestang flået huden af hans ben.

For kort tid siden blev et 15-årigt barn fanget i skoven og tortureret med elektriske stød. Disse forbrydelser kaldes tortur. Kroatien, der har modtaget millioner og millioner af euro for at “tilbageholde” migrationsstrømme, er udstyret med sofistikerede tekniske værktøjer til at fange mennesker.

Diskrimination mod mænd, kvinder og børn, er allerede rapporteret. Nu bliver der tortureret også.

Jeg beder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om kraftigt at fordømme den vold, der udføres af den kroatiske politistyrke mod ubevæbnede mennesker. Jeg beder især om, at tage med i overvejelserne den umenneskelige og nedværdigende behandling, brugen af ​​fysisk tortur og anvendelsen af ​​psykisk tortur gennem dødstrusler.”

Opfølgning fra Lorena ved 54.000 underskrifter

Jeg vil gerne takke hver enkelt af jer, der har underskrevet mit anliggende rettet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Jeg har sendt pressemeddelelse til 24 parlamentsmedlemmer, til 22 redaktionskontorer, til forskellige online aviser, til nogle tv-stationer og for at sikre hver en sten bliver vendt, også til parlamentarikerne giachetti_r @ magi_r @ emma.bonino @.

Pressemeddelelsen er også sendt til gruppen GUE / NGL (Radical Left and Ecologists), repræsenteret i Bruxelles, da jeg håber på et samarbejde med andre forskellige grupper, som er følsomme og  imod de forbrydelser, der finder sted på grænsen mellem Bosnien-Hercegovina og Kroatien (Den Europæiske Union) .

Endelig har jeg fremsendt min appel til EU-domstolens to websteder.

Jeg modtog et auto-svar, som opfordrer mig til at følge proceduren, uanset den er umulig at opfylde. I protokollen bestemmes det faktisk, at kun offeret eller offerets juridiske repræsentant kan indgive en klage.

Drengen, der er tortureret med den glødende jernstang, trues på livet. Han vil aldrig indgive en klage, og jeg kan ikke sætte hans liv i fare. I mellemtiden lider hans ben alvorligt, og en del af hans væv er nekrotiseret. Det betyder, at hvis han ikke gennemgår en hudtransplantation, udsættes han vedblivende for infektioner og alle de konsekvenser, der følger af det, især i et miljø som den bosniske flygtningelejr uden grundlæggende hygiejne.

Jeg havde ingen illusioner, men jeg synes, det er værd at påpege, at hverken fra EU-Domstolen eller ​​politikerne har jeg fået svar. Jeg er tvunget til at erkende, at et statspoliti i et europæisk land, der systematisk fanger og torturerer ubevæbnede mennesker, der ikke har begået nogen forbrydelse, ikke forårsager skandale eller nogen form for reaktion.”

Lona Fornasir

Underskriftindsamling til den europæiske menneskerettighedsdomstol om at  gribe ind


  • 0

Umenneskelig behandling af flygtninge – en frivilligs rapport

Category:seneste nyt

Rapport af 13. november 2019 om umenneskelig behandling begået i camp vucjak, Bihac og af kroatisk politi:

Interview af afghanske flygtninge foretaget af paramediciner og frivillig Madina Farani, taler dari (afghansk)
(oversættelse til dansk fra engelsk: Mona Ljungberg)

Madina Farani tilbragte 2 uger I Bihac, Bosnien, med at give medicinsk assistance til migranter I Vucjak-lejren.

Fra 26. September 2019 blev  Madina Farani og hendes to frivillige læge-kollegaer forbudt adgang til Vucjak-lejren. Madina Farani og hendes ene lægekollega tog hereafter til Tuzla og gav lægehjælp til flygtninge og migranter på Tuzla busstation. Nedenstående er referat af Madinas interview af 6 flygtninge.

Ehsan, en 20 årig afghansk dreng fra Bamiyan, fortæller om hans tid i Bosnien.

Efter sin  ankomst til Tuzla (Øst-Bosnien), tog Ehsan toget direkte til Bihac (Nordvest-Bosnien). Hvor om alt er, 100 km før Bihac stoppes toget af politiet og personer uden dokumenter gennes af uanset billet. For Ehsan betød det, at han  skulle i gå to dage for at nå frem.

Endelig ankommet til Bihac blev Ehsan arresteret og transporteret direkte til vucjak-lejren. Atmosfæren var forfærdelig og meget anspændt. Han var meget bange og forsøgte ikke at skille sig ud. Teltene var alle fyldte, så han sov i et telt, der fungerede som en moske.

Derfor blev  han hver aften smidt ud og skulle ligge udenfor. Der var kun adgang til vand ti minutter om dagen til at drikke og vaske sig selv. Ellers distribuerede Røde Kors mad til 500 mennesker. Men der var op til 1500 mennesker i lejren.

Tre dage senere besluttede Ehsan at rejse til Kroatien.

Ehsan var med i ”spillet” (at tage chancen for at komme over grænsen, kaldes ”spillet”) i fem dage, indtil han blev fanget. Hans gruppe blev slået, og en mand i gruppen blev slået voldsomt i maven, så han kastede op i politibilen.

Bilen gjorde holdt. Udenfor stillede politimændene sig om bilen og tvang flygtningene til at tørre opkastet væk med deres T-shirts. Efter et kort ophold på politistationen blev de så kørt til den bosniske grænse.

Kort før grænsen blev alle gennet ud. Det sidste stykke, blev de tvunget til at gå gennem skoven efterfulgt af politimændene. Dem, der snublede blev slået, og dem som løb for langsomt, blev slået.

Efter ankomsten til Bihac, tog Ehsan direkte tilbage til Tuzla. Selvom han er nødt til at sove udendørs, kan han hvile her for første gang i lang tid og behandles godt af frivillige.

Ehsan er en rolig, respektfuld og meget behagelig person. Da han blev spurgt, hvornår han sidst følte en vis glæde, sagde han, at han ikke kunne huske et tidspunkt. Man kan kun ønske ham glæde og lykke på et tidspunkt i hans fremtid.

Samims historie

Undervejs i samtalen med Ehsan sluttede Samim, en lille afghaner, som Ehsan tidligere havde mødt på øen Samos, sig til.

I Bosnien har begge prøvet  ”spillet” (taget chancen for at krydse grænsen). Begge blev fanget af det kroatiske politi. Volden, som det kroatiske politi anvender, er velkendt. Men Samim og Ehsan beskriver også ydmygende behandling.

Da Samim blev taget, holdt politimanden en pistol mod hans hovede og sagde: “Penge, eller jeg skyder!”

Samim troede hans penge var godt skjult i tøjet, og sagde, at han ikke havde nogen penge. Politimanden bad ham så om at klæde sig fuldstændigt af, og undersøgte efterfølgende ham og hans tøj.

Da politibetjenten endelig fandt Samims sidste penge syet ind i hætten på hans sweater, tog han pengene og slog flere gange Samim med kniplen.

Bagefter pegede betjenten på rygsækken og spurgte ham igen, om der var nogen penge. Da Samim benægtede, truede betjenten: “Hvis jeg finder penge der, dræber jeg dig”.

Efter at have gennemsøgt rygsækken uden held, tilbageleverede betjenten Samim hans telefon og sagde, at han skulle tørre skærmen ren. Derefter tog betjenten telefonen tilbage med en latter og puttede den i lommen.

historien om fire venner: Ali, Ahmad, Jawad og Aziz.

De fire tog til Bosnien, og selv om deres forhistorie er uværdig og umenneskelig, siger de, at her begyndte deres værste tid.

De fik nogle dokumenter og blev tvunget til at tage til Vucjak-lejren. Lejren er nu bevogtet af militæret. Der var ikke nok mad, ikke nok vand, og de kunne ikke tage nogle steder hen. Folk rådnede op der. Deres eneste mulighed var at prøve ”spillet” (chancen for at komme over grænsen) til Kroatien.

Ali fortæller, at de gik 30 km, og at han aldrig har været så bange i sit liv. Om dagen sov alle, om natten gik de uden lys mellem træer og over bjergene. Så snart de så politilys, gemte de sig alle i grøfter og bad til ikke at blive fanget.

Efter et par dage blev de fire venner trætte, sultne. De drak vand fra vandpytter. De for flere gange vild, men tanken om endelig at gøre det drev dem videre. Så skete det, der ikke måtte ske. Det kroatiske politi fangede dem.

Med deres våben pegende på dem, råbte politimændene at alle straks skulle sætte sig. Jawad, Ahmad og Aziz forstod ikke ordren, og blev så smidt ned til jorden.

En politimand slog løs på den forsvarsløse Ahmad, der lå på jorden, sparkede ham med foden og slog ham tre gange med kniplen. Politimanden hamrede så hårdt på Aziz’s arm, at de mener ​armen brækkede.

Derefter smed politiet deres rygsække, mobiltelefoner og endda sko på et bål, imens de grinede. De fortsatte med at slå og fornærme drengene og satte dem  ind i en bil og kørte dem tilbage til elendigheden i Vucjak. Da de ikke længere havde penge og var plaget af ekstrem sult, besluttede de sig for at tage til Tuzla.

Og her sidder vi ved busstationen i det fri i kulden og snakker om deres liv. De er taknemmelige for endelig at have mad og drikke og blive behandlet med en smule værdighed. I morgen får de overført penge, og de vil starte et nyt forsøg til Bihac og derfra på en ny usikker rejse til den Europæiske Union.

Vucjak-lejren blev efter frivillige hjælpearbejderes protester lukket og revet ned 10. december 2019.


  • 0

Blodet på jorden ved Kroatiens grænser.

Category:seneste nyt

Blod på jorden ved Kroatiens grænser.
eftersom politi-brutaliteten fortsætter

(Artikel i engelske Guardian 22.12.2019. Oversættelse google translate og Mona. Indledende kommentar for forståelsen: Mona. Artiklen er udgivet 22.12.19, men er skrevet flere uger før, imens kz-lejren Vucjak stadig eksisterede i det nordlige Bosnien. Fremgår også i artiklens afslutning. –  Efter mange protester og renden EU og medier på dørene fra frivillige hjælpearbejdere på tværs af grænser, blev lejren den 10. december lukket ned.  Artiklen er dog stadig aktuel, da den  har fokus på kroatisk politis systematiske tortur og mord på flygtninge på grænsen til Kroatien og EU. Lige så vidnes hermed om, at flygtninge og migranter sættes i kz-lejr, hvis ingen civile EU-borgere protesterer og arbejder imod. For det var kun derfor lejren blev lukket ned og folk flyttet til bedre forhold i Sarajevo). 

(Link til den originale engelske artikel i Guardian her)

I et værelse på hospitalets intensiv-afdeling i havnebyen Rijeka, Kroatien, kæmper Farouk for sit liv.

Den 18-årige afghaner har livstruende kvæstelser på hans thorax og underliv. Den 16. november i skoven omkring Tuhobić skød en kroatisk politibetjent Farouk, der sammen med snesevis af andre migranter forsøgte at krydse grænsen til Slovenien.

Politiet har forklaret, at betjenten utilsigtet fyrede et enkelt skud. Men fire øjenvidner, der blev interviewet af Guardian, sagde, at de tror, at Farouk bevidst blev skudt, og at hans rejsefæller blev truet af andre politifolk med at de ville få den samme skæbne, hvis de forsøgte at krydse grænsen igen.

Nyhederne om skyderiet er nået til migrantlejren Vučjak, i Bosnien, 200 km væk. Det kraftige snefald i de seneste uger har gjort livet for de 600 migranter, der bor der, utåleligt. Størstedelen er ankommet til Bosnien gennem Tyrkiet i håb om via Kroatien og Slovenien at komme videre til Italien, Østrig eller Tyskland.

Hver nat forsøger grupper på op til 80 mennesker at krydse fra Bosnien til Kroatien, hvor kadrer af politi venter dem ved grænsen. Bevæbnet med knipler, pistoler og natsynsbriller, patruljerer de på EU’s længste ydre grænse.

Asylansøgere kalder ”at krydse grænsen” for ”spillet”, men der er ikke noget sjovt ved det. I et af teltene i Vučjak-lejren spørger Asmad, 16, om Farouk stadig er i live. Han har ikke hørt noget om ham siden 16. november.

Området omkring Vucjak er oversået med ueksploderede landminer

Asmad var sammen med Farouk den aften, han blev skudt.

Der var 60 mennesker … den aften, da det kroatiske politi opdagede os,” siger Asmad. ”Den kroatiske kommandotrop kastede os på jorden og slog os derefter. Omkring 20 af os løb hurtigt af sted. Den ene blev skudt. Farouk.Han råbte: “Jeg er blevet skudt! Jeg er blevet skudt! ‘”

Det lykkedes for fire ud af gruppen på ​​20 at slippe væk, men måske er de blevet anholdt af det kroatiske politi.

Vi blev selv fanget af politiet, der sendte os tilbage til [bosniens] grænsen,” siger Asmad. ”På tilbagevejen så vi Farouks blod på jorden. Hans taske var der stadig. Vi ved stadig ikke engang, hvor han er, og vi ved intet om de andre venner, der forsvandt den aften. Vi ved stadig ikke, hvor de er. Politiet tog os tilbage til grænsen, og kommandotropperne stod der, mens vi gik på vejen. Det var her, de slog os, en efter en. Jeg vil aldrig glemme det blod, jeg så på jorden. Jeg kan stadig huske det. Vi tænkte: “Hvad har de gjort?

Det kroatiske politi har fortalt medierne, at ”en person blandt en gruppe på 16 migranter” som de stoppede den aften blev alvorligt såret.

Den kroatiske indenrigsminister Davor Božinović fortalte medierne: “Det, der er muligt for mig at sige på dette tidspunkt, er, at det ikke er blevet konstateret, at brugen af ​​skydevåben var rettet mod en bestemt person med det formål at handle mod en person.”

Men tre andre mennesker sammen med Farouk den aften fortalte Guardian, at de mente skyderiet ikke var noget uheld.

Pakir (16år ) fra Vučjak-lejren siger , ”Vi løb og vi så ham blive skudt. Jeg så hans krop ligge på jorden. ”

”Der var ikke kun et skud,” siger Zarif, 19: ”Der var flere skud. Hvis du utilsigtet skyder nogen, skyder du et skud, ikke mange og ikke alle på samme person. ”

Anæstesiolog Vlasta Orlic Karbic på hospitalet hvor Farouk behandles, har fortalt til nyhedsavisen ”Dnevnik”, at Farouk fik ”flere, livstruende thorax- og abdominale skader”.

Dette er ikke første gang, det kroatiske politi bliver anklaget. Hjælpearbejdere, læger, grænsevagter og FN-embedsmænd har dokumenteret systematisk misbrug og vold begået af politiet mod migranter, ofte slået, frarøvet og endda frataget deres tøj.

Den 28. november blev en anden migrant skudt af en kroatisk politibetjent i det vestlige Kroatien. Politiet hævdede, at han ved et uheld blev skudt, mens han modsatte sig en arrestation.

Tidligere i år modtog Kroatiens offentlige ombudskvinde, Lora Vidović, et anonymt brev fra en person, der hævdede at være en kroatisk grænsepolitibetjent, og detaljeret beskrev brugen af ​​brutal magt mod migranter. Brevet påstår, at det kroatiske politi har modtaget ordrer om at udføre tvangstilbagesendelser uden at kontrollere ID-dokumenter, og tage migranters penge og ødelægge deres telefoner.

Jeg har været engageret i beskyttelsen af ​​statsgrænsen i et stykke tid,” siges i brevet. ”Jeg har ikke mere vilje eller magt til at se på, hvad der gøres med disse mennesker.”

Tilbage i Vučjak, når vinteren griber fat, har ingen af ​​de fire vidner forsøgt at krydse grænsen igen. Asmad sidder i teltet, pakket ind i fire uldtæpper. Uden for hans telt er det -5 grader C . ”Der er ingen opvarmning, ingen elektricitet, situationen er meget dårlig,” siger Annika Holgersson, en læge hos Médecins Sans Frontières i Vučjak. ”Og migranterne lider meget under forholdene i lejrene. Vi ser en masse infektioner, sår, lungebetændelse og hoste. I det normale liv ville de ikke få en forkølelse hver anden uge, så vi ser en masse infektioner, som er svære at besejre på grund af de dårlige forhold, de lever i.

I stedet for at vente på foråret i lejren er nogle mennesker rejst til byen Tuzla i det nordøstlige Bosnien på jagt efter et varmt måltid og et tag. Men andre tager stadig risikoen med rejsen nordpå.

En gruppe på seks afghanere begynder at bevæge sig i en lige linje bøjet og forsigtige med hvor de sætter fødderne. Området omkring Vučjak er fyldt med ueksploderede landminer. Sneen gør det vanskeligt at se jorden. De bærer camouflagejakker. Nogle har stadig sår angiveligt efter for nylig at være slået på hænderne af det kroatiske politi. Ødelagte tænder, sår fra knipler på deres skuldre, skinneben revet i laser af politihundes tænder.

”Stop med disse overgreb,” siger Semra Okanović, en læge i Velika Kladuša, en by nær den kroatiske grænse. ”Hvorfor gør de det? Disse folk er mennesker, men de behandler dem som dyr. ”

I henhold til en artikel offentliggjort i det italienske magasin L’Espresso, har Zagreb modtaget 100 mio. EUR fra EU til modernisering af deres grænser med henblik på Kroatiens optagelse i Schengen-samarbejdet, hvilket  forventes at blive formaliseret i de kommende måneder. Hjælpearbejdere og embedsmænd hævder, at disse penge bruges til at udføre krænkelser af menneskerettighederne.

I juli i år indrømmede Kroatiens præsident, Kolinda Grabar-Kitarović, at ”der kræves en lille smule tvang, når man udfører tilbagesendelser”.

I sidste opstod gnister mellem Zagreb (Kroatien) og Sarajevo (Bosnien) ved nyheden om, at to nigerianske studerende og bordtennisspillere blev deporteret til Bosnien af ​​det kroatiske politi, der fejlagtigt antog dem for at være udokumenterede migranter.

Hospitalet i Rijeka siger, at Farouk nu er stabiliseret.

Men Lovorka Šošic, kommunikationskoordinator for Center for Fredsstudier, en kroatisk NGO, der arbejder for ikke-vold, siger, at hans skader kan “påvirke hans liv permanent“. Han siger, at indenrigsministeriet ikke undersøgte skyderiet ordentligt, og at det anonyme brev, der blev modtaget tidligere på året, har haft ringe indflydelse.

Disse vidnesbyrd fra anonyme politifolk bekræftes af alle rapporter skrevet af nationale og internationale organisationer,” siger Šošic. ”Det er temmelig klart, at operationer, der udføres af indenrigsministeriet, ikke er i overensstemmelse med national og international lov. Systematisk dækning af ulovlig praksis udført af kroatiske politibetjente og godkendelse af brugen af ​​våben uden nogen effektiv efterforskning beviser, at ‘hændelser’ som den, der skete i sidste måned, ikke er isolerede begivenheder, men snarere et resultat af ordrer fra toppen.”

Kroatiens nationale politi siger, at amtsstatsadvokatens kontor i Rijeka er ved at foretage en efterforskning af begivenheden, så de er ude af stand til at kommentere yderligere på sagen.

Men en talsmand tilføjer: ”Faktum er, at et stort antal individer uden identitetsdokumenter uden problemer bevæger sig gennem et antal lande på den såkaldte Balkan-rute. Faktum er, at Bosnien-Hercegovina på grund af et komplekst og ineffektivt system med mangel på  personale og udstyr, hverken beskytter sin østlige grænse eller sin vestlige grænse med Kroatien.

Som fuldt medlem af Den Europæiske Union har Kroatien en forpligtelse til at beskytte sin egen grænse, som samtidig er EU’s ydre grænse. Kroatien gør dette, både på sine østlige og vestlige grænser. ”

På grund af kulden og de hårde forhold er Vučjak-lejren blevet lukket.


  • 0

De gav ikke en døjt…

Category:seneste nyt

Artikel Guardian 18. november 2018. Om kroatisk politis systematiske tortur af flygtninge og migranter, der fanges på grænsen mellem Bosnien og Kroatien, som også er grænsen til EU. Siden artiklen blev udgivet, har politi-tortur bredt sig ind i bosnisk politi i grænseområdet i Nord. 

Link til artiklen på engelsk i the Guardian her

Migranter kalder det for ”spillet”. Men som chokerende beviser dokumenterer, er forsøget på at krydse grænsen mellem Bosnien-Kroatien langt fra ren sport.

Da skrig ringer ud igennem den kolde natteluft, begynder Sami, skjult bag buskene, at filme, hvad han kan.

Det kroatiske politi torturerer dem. De brækker menneskers knogler, ” hvisker Sami ind i sin mobiltelefon, mens den dunkle lyd af slagene fra knipler høres.

Så tavshed. Der går minutter, før Hamdi, Mohammed og Abdoul kommer ud fra skoven, ansigterne forslåede af slag, mundene og næserne blodige, deres ribben brækkede.

Asylsøgere fra Algeriet, Syrien og Pakistan blev fanget af det kroatiske politi, da de forsøgte at krydse Bosnien-Kroatien-grænsen ind i EU, og brutalt banket, førend de blev sendt tilbage.

Sami, 17 år fra Kobane (Syrien), gav Guardian sine optagelser. De virker som overbevisende dokumentation for de fysiske overgreb, som migranter i de bosniske byer Bihac og Velika Kladusa har klaget over begås af det kroatiske politi.

EU’s grænse-agentur, Frontex, meddelte onsdag, at dette år sandsynligvis vil producere det laveste antal uautoriserede migranters ankomst til Europa i fem år.

Frontex siger, at der blev registreret ca. 118.900 uregelmæssige grænsekrydsninger i de første 10 måneder af 2018, hvilket er ca. 31% lavere end i samme periode i 2017.

På trods af denne stadige nedgang i antallet, er mange stater fortsat involveret i politiske konflikter, der fremmer anti-migrant-stemning i hele Europa.

Frontex bemærker også, at mens indvandrerantallet er faldende, stiger antallet fortsat af mennesker, der når Europa over det vestlige Middelhav, hovedsagelig gennem Spanien fra Marokko. Næsten 9.400 mennesker krydsede (middelhavet) i oktober (2018), mere end det dobbelte af antallet i samme måned året før.

Men brutaliteten, der foregår på Europas grænser har ikke været dokumenteret. Hver nat forsøger migranter at krydse ind i Kroatien. Og ifølge snesevis af optællinger modtaget af Guardian og velgørenhedsorganisationer, ender mange i politiets hænder og bliver pryglet tilbage til Bosnien.

No Name Kitchen (NNK), en organisation bestående af frivillige fra flere lande, der distribuerer mad til asylansøgere i Serbien, Bosnien og Italien. NNK registrerer 50-100 mennesker om ugen, der er blevet tvunget tilbage af de kroatiske myndigheder. Cirka 70% af dem hævder at være blevet slået.

I de sidste måneder har vores team i Bosnien-Hercegovina regelmæssigt behandlet patienter – nogle gange endda kvinder og små børn – med læsioner. De angiver, at de er påført af statslige myndigheder, når de forsøgte at krydse Kroatien og Slovenien, hvor deres anmodning om asyl og beskyttelse ifølge deres udsagn jævnligt  ignoreres, ”siger Julian Koeberer, repræsentant for humanitære anliggender på det nordlige Balkan for Médecins Sans Frontières (MSF).

Siden årsskiftet har de bosniske myndigheder registreret cirka 21.000 menneskers indrejse fra Pakistan, Afghanistan, Iran eller Syrien. Af disse er anslåes 5.000 stadig at være i landet. (Oktober 2018: Mona Ljungberg bem.).

Ud af 50 mennesker, som Guardian talte med, de fleste fra Pakistan, fortalte 35 at de var blevet angrebet af det kroatiske politi. Størstedelen af ​​dem er ankommet til Bosnien gennem Tyrkiet i håb om at nå Slovenien, et Schengen-land, inden de rejser til Italien, Østrig eller Tyskland.

 ”Det iranske politi knuste alle mine tænder, de kroatiske knuste min næse og ribben” siger Milad (29 år), en iransk asylansøger, der siden september har opholdt sig i Bihac. ”Alligevel taler alle om volden i Iran, og ingen taler om den vold, der er begået af et europæisk land.”

 Adeel, 27 år, fra Pakistan, klager over, at han fik brækket  sin ankel med en knippel. ‘Hvor er menneskerettighederne?’ Spørger han.

Anees (43), også fra Pakistan, siger, at han tiggede politiet om ikke at slå ham, da han blev stoppet i skoven på grænsen til Velika Kladusa. ”Jeg har en hjertesygdom, jeg sagde, at de skulle stoppe, fordi de kunne have dræbt mig, ” forklarer Anees, hvis helbredstilstand er beskrevet i en medical-fil.

Den 9. juni 2018 gennemgik han en hjerteoperation på hospitalet i den serbiske by ”Uzice”. Efter operationen fortsatte han sin rejse. Han kæmper for at trække vejret, når han fortæller sin historie: ‘‘Jeg fortalte politiet, at jeg var syg, jeg viste dem min medical-fil. De var ligeglade. De begyndte at slå mig og sendte os tilbage til Bosnien. Men det betyder ikke noget. I morgen vil jeg forsøge ”spillet” igen. ”

Det er, hvad migranter kalder det: ”Spillet”. Men der er ikke noget sjovt ved det. De rejser i grupper: 70 eller 80 mennesker, eller nogle gange så få som fem til 10. Politi, bevæbnet med knipler, pistoler og nattsynsbriller, patruljerer Europas længste grænse mellem Bosnien og Kroatien. Ifølge udsagn fra mere end 10 migranter bærer nogle officerer paramilitære uniformer med et badge, der viser et sværd med to lyn. Dette er badget for det kroatiske politis specialenhed.

De stopper os, og inden de slår os, ransager de os”, siger Hamdi, 35, en algiersk sproglærer. ”Hvis de finder penge, stjæler de dem. Hvis de finder mobiltelefoner, ødelægger de dem for at undgå at blive optaget eller blot for at forhindre os i at kontakte vores venner. Og så slår de os, fire eller fem mod en. De kaster os ned på jorden, sparker os og slår os med deres knipler. Nogle gange angriber deres hunde os. For dem, er der  sandsynligvis ikke meget forskel på os og deres hunde. ”

Hamdi er en af ​​tre mænd, der rejste sammen med Sami. Skrigene i videoen er hans. Hans ansigt er dækket af blod, da han når sine venner. Hans næse er brækket, læberne hævede.

Efter at de gentagne gange er blevet tvunget til at tage tilbage til Bosnien på egen hånd, befinder asylansøgere sig i usanitære, improviserede bosættelser som åbne marker og grøfter, mens de formelle flygtningelejre er fyldte,” siger Koeberer (MSF).

Disse steder byder stadig på alarmerende ringe forhold på grund af fortsat mangel på ​​udbud af vinterly (mad, hygiejne, juridisk status og medicinsk behandling), og disse umenneskelige levevilkår har alvorlig indflydelse på folks fysiske og mentale sundhed. Om vinteren vil deres liv være i alvorlig fare. ”

I lejren i Velika Kladusa, hvor Hamdi bor, sidder snesevis af mennesker i mudderet og på bunker af affald og venter på lægens ankomst.

En mand har brud på sin arm og sit ben. Resultatet, siger han, af et politi, der prygler.

Andre viser blå-sorte øjne, blå mærker på ryggen og benene, buler og sår i deres hoveder, flækkede læber og ar på deres ben.  

Der har været tilfælde, hvor migranter hævder at være blevet afklædt og tvunget til at gå barfodet tilbage med temperaturer under frysepunktet” siger Stephane Moissaing, MSF’s projektchef i Serbien. ”Der er tilfælde, hvor asylansøgere har fortalt, hvordan politiet ville slå børn foran deres forældre. Fra de oplysninger, vi har, indtil nu, er det en systematisk og planlagt vold. ” Karolina Augustova, en NKK-frivillig, siger, at volden er steget siden oktober-protesterne, hvor hundreder af asylansøgere marcherede fra den nord-vestlige by Velika Kladusa mod Kroatien for at gøre indsigelse mod tvangstilbagesendelserne, som krænker retten til at søge asyl i Europa.

Det ser ud til, at det bosniske politi er opmærksom på overfaldene. En bosnisk politimand, der bevogter lejren i Velika Kladusa foretrækker at være anonym, og peger på et blåt mærke på en drengs ben. ”Ser du dette blå mærke?” Siger han. ”Det var det kroatiske politi. Det bosniske politi ved det, men der er ingen klare og overbevisende beviser, kun flygtningernes beretninger og deres sår. ” Størstedelen af ​​bosnierne lever i fred med migranter og betragter dem som flygtninge. Arrene fra krigen, der raserede i dette område i de tidlige 1990’ere, findes overalt. I de forladte hjem fyldt med maskingevær kugler og i bosniernes kollektive hukommelse. Folk fra Bihac og Velika Kladusa ved, hvad det betyder at flygte fra krig. Minareterne på de mange moskeer langs grænsen er en påmindelse om, at Bosnien er det nærmeste muslimske samfund i Europa.

”Det gør mig ondt for disse mennesker,” siger politibetjenten. ”De minder mig om bosnierne, da krigen ødelagde vores land.” Læger uden Grænser, NNK og en række andre organisationer har gentagne gange rapporteret og fordømt vold begået af sikkerhedsstyrkerne på Balkan, men det kroatiske politi benægter alle påstandene.

The Guardian har kontaktet den kroatiske indenrigsminister, politiet og den kroatiske regering for at få en kommentar, men har ikke modtaget noget svar.

Abdul, 33 år, ankom for nylig til Velika Klaudusa efter en rejse, der varede i over et år. Han kommer fra Myanmar og har mistet alt: hans kone og børn blev dræbt, og han har ingen nyheder om sin far, mor og søstre. Abdul har hørt om volden og er bekymret. Migranterne omkring ham med ben og næser i bandager og blødende munde tænder frygt.

Jeg mistede alt, det er sandt,” siger han. ”Men jeg må komme til Europa på en eller anden måde. For at finde  mening i, hvad jeg mistede. Det skylder jeg mine døde børn. Og min kone, der blev dræbt. Og dem, der ikke havde held til at ankomme hertil trygt og forsvarligt. ”


  • 0

En krig og fjenden er hjælpeløse mennesker

Category:seneste nyt

Fotograf:Dean Dean

Dirk Planert, tysk nødhjælpslæge har i et halvt år ydet frivillighjælp til flygtninge og migranter i Bosnien. De første 3 måneder  sammen med en kollega ved KZ-lejren Vucjak oppe i bjergene ved byen Bihac. Men en dag forbød de bosniske myndigeheder dem afgang til området.  Dirk forlod for en kort bemærkning Bosnien. For at opsøge EU-kommissærer og tyske medier og samle ind til et mobilt nødhjælpslager.  I dag er Dirk tilbage i Bosnien. Han og vennen, Dean, kører nu rundt med et tøj, sko, medicin-lager og hjælper nødlidende flygtninge og migranter på vejene og i skovene og i bjergene lige udenfor  EU. Nærmere bestemt, det nordvestlige Bosnien. 

nedenstående er dagbog skrevet af Dirk 13.12.2019 kl 2 nat

Det er en krig imod flygtninge. Våbnet er passivitet. 

I går indså jeg det: På en vej med syv små børn langt uden for byen (Bihac). De, var blevet smidt ud af EU med deres forældre og frarøvet alle deres ting. Før da var de flygtet fra Irak.

Jeg omgås ord som “krig” eller “helvede” med forsigtighed. Indtil nu har jeg har ikke brugt dem. 1000 mænd og teenagere på en losseplads er forfærdeligt. Børn i skoven, sultne, våde, frysende, nogle med feber, det kan jeg næsten ikke bære. Det var der, jeg indså, hvad det egentlig er: En krig, og fjenden er hjælpeløse mennesker.

En krig, og Fjenden er hjælpeløse mennesker.

I dag har jeg arbejdet her i området et halvt år. For et par timer siden fik jeg min løn, 15 kilometer dybt i skoven ved minus temperaturer. Jeg er tilfreds.

Omar gav mig lønnen. Omar er 1 1/2 år gammel. Han flygtede fra Syrien med sine forældre. – Nu er han dybere inde i skoven. Det er mørkt og det er sne. Jeg bad hans forældre om ikke at gå længere, fordi de kan dø. De kunne ikke stoppes. Mor ville give mig Omar. Jeg sagde, at jeg ikke kan gøre det. Jeg kan ikke få ham over (grænsen). Det er hvad forstanden har besluttet. Det må jeg leve med nu.

Jeg glemmer aldrig Omars kys igen. Aldrig

Kommentar af Mona Ljungberg:

Jeg forstår, hvad Dirk mener, han var tvunget til at forholde sig passiv og afslå at hjælpe Omar. Men for mig at se er “uforetagsomhed” ikke våbnet, men et resultat. Våbnene er tortur og mord på flygtninge, racisme og chikane og trusler og fængslinger af mennesker, der forsøger at redde flygtninges liv: I ørkenerne. På havene. På vejene. på grænserne og indenfor EU.

(Den originale tyske tekst)

Es ist ein Krieg gegen Flüchtlinge. Die Waffe ist Untätigkeit.

Gestern, mit sieben kleinen Kindern auf einer Straße weit außerhalb der Stadt, ist mir das klar geworden. Sie waren mit ihren Eltern aus der EU herausgeschmissen und all ihrer Dinge beraubt worden. Vorher waren sie aus dem Irak geflohen.
Mit Wörtern wie Krieg oder Hölle gehe ich sehr vorsichtig um. Bisher habe ich hier keines davon benutzt. 1000 Männer und Jugendliche auf einer Müllhalde ist fürchterlich. Kinder im Wald, hungrig, nass, frierend, manche mit Fieber, das kann ich kaum noch tragen. Da habe ich begriffen, was es wirklich ist. Ein Krieg. Die Feinde sind hilflose Menschen.

Heute: ein halbes Jahr arbeite ich nun hier. Vor ein paar Stunden habe ich, 15 Kilometer tief im Wald bei Minustemperaturen, meinen Lohn erhalten. Ich bin zufrieden.
Omar hat ihn mir gegeben. Omar ist 1 1/2 Jahre alt. Er ist mit seiner Eltern aus Syrien geflohen. Jetzt ist er tiefer im Wald. Es ist Dunkel und es liegt Schnee. Ich habe seine Eltern gebeten, nicht weiter zu gehen, weil sie sterben können. Sie waren nicht aufzuhalten. Die Mutter wollte mir Omar geben. Ich habe gesagt, das kann ich nicht tun. Ich kann ihn nicht rüber bringen. Das hat der Verstand entschieden. Damit muss ich jetzt leben.

Diesen Kuss werde ich nie wieder vergessen. Nie.
Danke Omar.

Anmerk.: Omar`s Mutter hat Dean aufgefordert zu fotografieren, als sie seine Camera gesehen hat.


  • 0

Tysk Kaptajn arresteret for at redde flygtninge i land

Category:seneste nyt

Non-profit organisationen Sea-watch er et initiativ af tyske frivillige, der sejler rundt i Middelhavet og redder flygtninge i havsnød.

Den 29. juni 2019 blev Sea-watch’s kaptajn, Carola Rackete, arresteret af italiensk politi, efter at hun havde trodset et forbud mod at sejle i  havn på øen Lampedusa med 53 flygtninge om bord på sit skib. De 53 flygtninge var blevet reddet op af Middelhavet og havde været om bord  i over 2 uger, og besætningen frygtede for deres liv.

Tre dage senere besluttede en italiensk domstol at Carola Rackete skulle løslades. Men skibet blev fortsat blokeret af italienske myndigheder og har været det i et halvt år, imens der kørte en appelsag.

Sea-watch oplyser 30.12.2019 på deres webside, at de har vundet appelsagen og er sejlet ud igen. Link her

Heller ingen andre lande ville lade Sea-watch komme i havn. Karole Rackete valgte lampedusa, fordi det var nærmeste havn.


  • 0

Raske flygtninge invalideres under flugten

Category:Asylsystemet,seneste nyt

Jeg har den 22.11.2019 sendt følgende brev og kvoteasylansøgning til: 

Udlændinge og integratonsminister
Mattias Tesfaye

Kære Mattias Tesfaye

Iflg. dine udtalelser til medierne 30. juli, har regeringen besluttet at Danmark fra i år igen skal tage imod flygtninge via FN-systemet, såkaldte kvoteflygtninge og at det som tidligere vil være nogle af de mest sårbare, der vil blive tilbudt asyl i Danmark.

Nok ikke overraskende, synes jeg og den forening og Støttekreds, som jeg er forkvinde for, at dette tiltag fra regeringens side til at beskytte forfulgte mennesker, er fint og godt.

Og nu til baggrunden for min henvendelse: jeg henvender mig angående en syrisk flygtning, Abdulrahman Aliiam, der 12. november i år fik kørt sine ben af et tog på flugtruten igennem Bosnien i byen Zvornik. Abdulrahman Aliiam er nu svært invalideret, siger sig selv, og står nu til udskrivelse fra hospitalet til en lejr, og vil sandsynligvis ikke overleve de barske forhold i de bosniske lejre.

Jeg er selv netop kommet hjem fra Bosnien efter at have tilbragt en måned med frivillighjælp til migranter og flygtninge. De få lejre, der er oprettet som nødhjælp, var overfyldte og derfor sov endnu flere udenfor lejrene end indenfor. Og sådan er det stadig i og med at flygtninge og migranter hverken kan komme frem til EU eller tilbage, hvor de kommer fra.

Migranter og flygtninge er let genkendelige på deres mørkere hår og hud. Jeg så, hvordan de blev gennet af busser og toge. I nordvestlige Bosnien jagtet gennem gader at politiet, alene på baggrund af deres udseende og etnicitet, og sendt til en kz-lejr i bjergene. Kz-lejren, Vucjak ligger i bjergene ved Bihac på en losseplads i et mineret område.

Jeg så migranter og flygtninge gennembanket og tortureret af kroatisk politi, når de havde forsøgt at passere grænsen til EU. Flygtninge får ikke lov til at søge asyl i Kroatien. De får i stedet tæv og bliver tortureret og frarøvet alt. Nogle bliver kastet i floden. Nogle bliver skudt. Lighuset i Bihac er overfyldt med flygtninge. Man overvejer at købe flere fryseskabe. Ikke at forsøge at holde folk i live.

Abdulrahman Aliiam er flygtning og havde tidligere forsøgt at komme ind i EU via Kroatien, og blev som så mange andre før ham udsat for tortur og tvunget tilbage til Bosnien. Han var på vej tilbage til Serbien for at forsøge at komme ind i EU ad den vej. Han snublede på togskinnerne og blev ramt af toget.

Ved skæbnens ironi er han så nu så sårbar, så han kan kandidere til at blive kvoteflygtning. Man kan ikke forvente UNHCR får øje på ham. Intet fungerer i Bosnien.

Jeg er som nævnt hjemme i Danmark nu. Jeg er med i en international gruppe af frivillige, der lægger vores indsats ude i felten, i den Bosniske felt. Det er på denne baggrund, at jeg er blevet indviet i Abdulrahman Aliiams tunge skæbne.

Jeg vedhæfter også den engelske beskrivelse, som jeg har modtaget af begivenhedsforløbet og Abdulrahman Aliiam’s baggrund. (link til læsere af websiden her)

Og håber du som minister vil se velvilligt på sagen.

Med venlig hilsen
Mona Ljungberg


  • 0

Dansker arresteret i Grækenland for at redde flygtningeliv

Category:seneste nyt

Den 24. december i år oplyste Ritzau, at den danske nødhjælpsarbejder Salam Aldeen er blevet arresteret og har siddet fængslet i Grækenland i 2 uger anklaget for at udgøre en trussel imod landets sikkerhed.

Salam Aldeen er medstifter af organisationen “Team Humanity”, der yder hjælp til flygtninge på øen Lesbos. Flygtningene er kommet over havet fra Tyrkiet og har siddet fast i årevis på øen.

Salam Aldeen og fire andre blev også i 2016 arresteret og anklaget for menneskesmugling, da de sejlede ud og reddede bådflygtninge fra druknedøden. Efter 18 mdr. blev de frikendt ved en græsk domstol.

På Team Humanitys facebook-side oplyses 27.12.2019, at Salam Aldeen nu er blevet løsladt og har fået 3 dage til at pakke sig selv og nødhjælpsorganisationen ned og forlade landet.

Mona ljungberg 


Killing fields: Ørkenvejen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Dit navn*

Din e-mail*

Gentag e-mail*

Bliv medlem af Mit Asyls støttekreds

Navn*

Email*

Adresse*

By*

Sæt hak i feltet*
Jeg ønsker at blive medlem