Gensyn med Selvira

  • 0

Gensyn med Selvira

Category:seneste nyt

Da Selviras liv forsvandt

Første gang jeg mødte Selvira var i en flygtningelejr i Kroatien sommeren 1995. Selvira var bare 15 år og radmager og underernæret og lignede en pige på tolv.

Selvira er muslim fra Bosnien og den ældste af 5 søskende. Den ene søster  med et alvorligt handicap. Ved krigsudbruddet blev Selviras landsby invaderet af en serbisk milits og mændene i byen ført bort også hendes far. Hvorhen ved kun militsen. Mændene dukkede aldrig op igen. Hustruer og børn blev fordrevet. Og sådan endte Selvira og hendes søskende og hendes mor i flygtningelejren Kamenjak i byen Pula, Kroatien.

Tiden i Flygtningelejren Kamenjak (stenbrudet)

Selv havde jeg meldt mig som frivillig nødhjælpsarbejder i min sommerferie for at gøre et eller andet, der kunne hjælpe nogle af de mange mennesker, der hver dag dukkede op i nyhedsstrømmen som fordrevne og flygtninge fra Bosnien. Det var faktisk sådan mit engagement i flygtningeliv startede i sin tid. Af profession er jeg socialpædagog.

Selviras øjne var alvorlige med et udtryk som jeg ikke rigtigt kan finde ord for og stemmen voksen og blød som fløjl. Der var mange børn i lejren, og vi frivillige holdt af dem alle, men der var bare noget ved Selvira, noget ubærligt…..Så ansvarlig og alt for voksen. Selvira vaskede tøj, hjalp med madlavning, gik i skole 6 timer dagligt,  passede søskende osv osv

Hver dag var jeg sammen med Selvira og hendes mindre søskende, indtil jeg rejste hjem med løftet om at komme igen. Hjemme, søgte jeg også om at få dem til Danmark, som den særligt sårbare familie de var. Dengang var alt i Danmark anderledes og særlige sårbare familier fik somme tider en chance for at komme til Danmark og få opholdstilladelse, hjælp og ro.

Selvira forsvandt

Opholdstilladelsen lykkedes ikke, men som lovet kom jeg tilbage til lejren fire måneder senere, men da var Selvira og hendes søskende væk. Jeg fik at vide de var sendt tilbage til deres område, men ingen vidste hvor. Jeg håbede de stadig havde min adresse og ville kontakte mig en dag. Det var længe før mobilens og internettets tid.

Pludselig en dag var der brev fra Selvira og en adresse på et eller andet sted. Jeg fandt Selvira og små søskende og mor i et midlertidigt hus for tilbagesendte flygtninge. De var blevet sendt tilbage til en nabolandsby til den de kom fra, i den nyoprettede serbiske republik i Bosnien. Et eksperiment med de fordrevne muslimer efter fredsaftalen. Deres hus var stadig besat af en serbisk familie. Det var alle huse i landsbyen. Muslimerne kunne fortsat ikke vende tilbage. Fredsaftale eller ej.

Det var knoklearbejde for Selvira og hendes mor. Brændehugning, vand skulle hentes langt væk. Elendigheden fortsatte. Jeg var på daværende tidspunkt involveret andre steder i Bosnien med lige så hårde vilkår. Kun få havde tag over hovedet.

Jeg mistede igen kontakten til Selvira og hendes familie.

En solstrålehistorie

En solstrålehistorie og noget af et sammentræf. For kun et par måneder siden var jeg ved at pakke kufferten til denne Bosnien-tur, da jeg blev kontaktet af Selvira på facebook. ”Kan du huske mig?” skrev hun. – ohh om jeg kan huske dig Selvira. Du var altid med mig i tankerne, hvorend jeg var.

Selvira bor nu i en lille landsby ikke så langt fra Tuzla, som jeg skulle til. Efter 20 år genså jeg Selvira. Hun er en voksen kvinde og ikke længere mager. Hendes stemme er stadig blød som fløjl med lidt vemod som dengang. Hun er gift med en mand, der virker uendelig rar. Sammen har de et lille landsted, som Selvira stolt viser frem, og 2 børn: en dreng på 10 og en pige på 15, som da jeg første gang mødte Selvira. Børnene er trygge og glade.

Selviras mor og den handicappede søster bor nu i deres oprindelige hus. 15 år efter krigens afslutning og mange retssager fik de endelig deres hus tilbage. Selviras øvrige søskende er spredt ud over Slovenien, Tyskland og Amerika og har et liv der og sender penge til familien så godt de kan. Pengene i Bosnien er for mange stadig knappe også for Selvira og hendes mand og hendes mor.

Forhåbentligt bliver det bedre med de næste generationer. Selviras datter vil gerne studere til farmaceut. – Og jeg er så enig med Selvira og hendes mand: datteren skal have chancen for en uddannelse og skabe sig et liv og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at støtte dem, når den tid kommer om et års tid.

En tung sten er faldet fra mit hjerte. Det var et vildt dejligt gensyn med Selvira.


Killing fields: Ørkenvejen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Dit navn*

Din e-mail*

Gentag e-mail*

Bliv medlem af Mit Asyls støttekreds

Navn*

Email*

Adresse*

By*

Sæt hak i feltet*
Jeg ønsker at blive medlem