“We found some illegals” (rejsedagbog 2)

  • 0

“We found some illegals” (rejsedagbog 2)

Category:legal-illegal Juli/2015: De legale og de illegale

“We found some illegals” (rejsedagbog 2)

De myldrer ud af toget. På få øjeblikke er de mange mennesker som sunket i jorden. Forsvundet ind over marken og om bag buske og træer. Efter et par minutter ser alt øde ud som før.

Jeg skrår over marken og når frem til en lille klynge huse her ude i ødemarken. To mørkhårede mænd kommer ud fra et af dem. Og lidt efter endnu en mand. Jeg går hen til huset. Inde i haven står nogle kvinder og mænd, tydeligvis fremmede her på egnen. På modsatte side af vejen plukker nogle børn blommer fra et træ. De pjatter. Børnene er heller ikke herfra.

Mændene står med store fyldte vandflasker.  De er på vej væk.  De forsvinder hen over marker og hen bag nogle buske.

Men her er flygtningene ikke længere svære at få øje på. De sidder i klynger rundt omkring på marken bag buske og træer. De sidder på papstykker og på den bare jord og enkelte på tæpper: mænd, kvinder og børn.

Husets ejer kommer hen til mig ved lågen. Og hans nabo, en stor højtråbende mand: ”Hvad vil du” spørger de på makedonsk.

Jeg er fra en humanitær organisation og er kommet for at tale med flygtningene og se hvem de er? Og hvordan de klarer sig under flugten. Er der nogen, der hjælper dem?

Husejerens nabo slår en skraldlatter op. ”De er alle sammen islamisk stat” siger han  ”og de har penge nok”. ”Vidi vidi” (se, se). Han peger på et par mænd på vej op mod huset. Mændene trækker Euro-mønter op af lommen. Jeg betragter mændene, der nærmer sig.

Mændenes påklædning og opførlsel er ikke ligefrem udpræget islamiske stats. Heller ikke kvinderne rundt omkring på marken. Nogle bærer tørklæde. Andre gør ikke. Men alle har alt for meget tøj på i sommerheden. Når man er blevet reduceret fra menneske til ”illegal” som de er, skal man hurtigt kunne komme væk og kan ikke bære rundt på kufferter og tasker. Bagagen må bæres på kroppen i form af mange lag tøj. Også i 44 graders varme.


Skriv et svar