“We found some illegals” (rejsedagbog 8)

  • 0

“We found some illegals” (rejsedagbog 8)

Category:legal-illegal Juli/2015: De legale og de illegale

Busholdepladsen, Beograd kl. 3 om natten.

Folk sidder og ligger i parken ved busstationen. På bænke og på jorden på papstykker og de heldige har et tæppe. På en parkeringsplads ligger folk på asfalten: mænd, kvinder og børn. Som en masse mennesker rundt i Europa beskylder for at være Islamisk Stat og i bedste fald bekvemmelighedsflygtninge. Der er intet bekvemmeligt her.

Natten i nat føles kølig i Beograd i forhold til de meget høje temperaturer i syd. Ikke fordi det er koldt. Men når temperaturen pludselig daler fra 44 grader til 27 så føles det køligt. Især når man ligger stille og det er nat. En kvinde har tydeligt svært ved at sove, fordi hun fryser og forsøger at vikle sine tæer ind i det tæppe, hun ligger på.

Jeg er glad for, at jeg har slæbt rundt på en taske med tæpper under hele min rejse. På trods af heden. Jeg har oplevet, hvordan temperaturen nogle gange pludselig kan svinge også på Balkan. Jeg tilbyder kvinden et tæppe. Hun svøber det omgående om fødderne.

På en bænk sidder en mor med sit sovende spædbarn på skødet. Hun har ingen trøje eller tæppe. Det har været for varmt at bære rundt på. Kvinden rækker med et taknemmeligt blik ud efter tæppet, jeg tilbyder, og svøber det hurtigt om sit lille barn.

Jeg vil ikke sove i en park og er desperat efter noget søvn. Jeg kender Beograd og går op af smågaderne for at finde et hotel. Nogle af flygtningene fra bussen har penge til hotel og følger med, fordi jeg er stedkendt. Desværre er alle 2 og 3-stjernede hoteller allerede optaget. På et hotel i en sidegade er der to værelser fri. Det er naturligt at lade det gå til et par flygtningefamilier først. (Resten kommer vist til at sove i parken).

For mit eget vedkommende ender jeg på et femstjernet hotel, selvom det gør ondt i visakortet og i min sjæl, at skulle betale 700 kr for en kort overnatning. Klokken er efterhånden blevet fire morgen og hvis jeg vil have morgenmad, skal jeg være nede i buffetten senest halvti. Det vil jeg.

Det er få timer, jeg når at nyde min nødtvungne luksusseng. Men jeg falder i søvn med bevidstheden om, at jeg er et af verdens heldigste mennesker, der får lov til at falde i søvn i en rigtig seng og vågne op til morgenmad. Ikke fordi jeg har gjort mig mere fortjent til det, end de mennesker, der ligger i parken. Hverken de eller jeg har bestemt, hvor vi blev født.

fortsættes


Skriv et svar