Raske flygtninge invalideres under flugten

  • 0

Raske flygtninge invalideres under flugten

Category:Asylsystemet,seneste nyt

Jeg har den 22.11.2019 sendt følgende brev og kvoteasylansøgning til: 

Udlændinge og integratonsminister
Mattias Tesfaye

Kære Mattias Tesfaye

Iflg. dine udtalelser til medierne 30. juli, har regeringen besluttet at Danmark fra i år igen skal tage imod flygtninge via FN-systemet, såkaldte kvoteflygtninge og at det som tidligere vil være nogle af de mest sårbare, der vil blive tilbudt asyl i Danmark.

Nok ikke overraskende, synes jeg og den forening og Støttekreds, som jeg er forkvinde for, at dette tiltag fra regeringens side til at beskytte forfulgte mennesker, er fint og godt.

Og nu til baggrunden for min henvendelse: jeg henvender mig angående en syrisk flygtning, Abdulrahman Aliiam, der 12. november i år fik kørt sine ben af et tog på flugtruten igennem Bosnien i byen Zvornik. Abdulrahman Aliiam er nu svært invalideret, siger sig selv, og står nu til udskrivelse fra hospitalet til en lejr, og vil sandsynligvis ikke overleve de barske forhold i de bosniske lejre.

Jeg er selv netop kommet hjem fra Bosnien efter at have tilbragt en måned med frivillighjælp til migranter og flygtninge. De få lejre, der er oprettet som nødhjælp, var overfyldte og derfor sov endnu flere udenfor lejrene end indenfor. Og sådan er det stadig i og med at flygtninge og migranter hverken kan komme frem til EU eller tilbage, hvor de kommer fra.

Migranter og flygtninge er let genkendelige på deres mørkere hår og hud. Jeg så, hvordan de blev gennet af busser og toge. I nordvestlige Bosnien jagtet gennem gader at politiet, alene på baggrund af deres udseende og etnicitet, og sendt til en kz-lejr i bjergene. Kz-lejren, Vucjak ligger i bjergene ved Bihac på en losseplads i et mineret område.

Jeg så migranter og flygtninge gennembanket og tortureret af kroatisk politi, når de havde forsøgt at passere grænsen til EU. Flygtninge får ikke lov til at søge asyl i Kroatien. De får i stedet tæv og bliver tortureret og frarøvet alt. Nogle bliver kastet i floden. Nogle bliver skudt. Lighuset i Bihac er overfyldt med flygtninge. Man overvejer at købe flere fryseskabe. Ikke at forsøge at holde folk i live.

Abdulrahman Aliiam er flygtning og havde tidligere forsøgt at komme ind i EU via Kroatien, og blev som så mange andre før ham udsat for tortur og tvunget tilbage til Bosnien. Han var på vej tilbage til Serbien for at forsøge at komme ind i EU ad den vej. Han snublede på togskinnerne og blev ramt af toget.

Ved skæbnens ironi er han så nu så sårbar, så han kan kandidere til at blive kvoteflygtning. Man kan ikke forvente UNHCR får øje på ham. Intet fungerer i Bosnien.

Jeg er som nævnt hjemme i Danmark nu. Jeg er med i en international gruppe af frivillige, der lægger vores indsats ude i felten, i den Bosniske felt. Det er på denne baggrund, at jeg er blevet indviet i Abdulrahman Aliiams tunge skæbne.

Jeg vedhæfter også den engelske beskrivelse, som jeg har modtaget af begivenhedsforløbet og Abdulrahman Aliiam’s baggrund. (link til læsere af websiden her)

Og håber du som minister vil se velvilligt på sagen.

Med venlig hilsen
Mona Ljungberg