“We found some illegals” (rejsedag 9)

  • 0

“We found some illegals” (rejsedag 9)

Category:legal-illegal Juli/2015: De legale og de illegale

Grænsen mellem Serbien og Ungarn

Det er morgen i Beograd. Jeg møder ned til en stor veldækket morgenbuffet med alt hvad hjertet kan begære af god og nærende mad. I hotellets restaurant sidder mange udenlandske gæster. Velhavende. Tydeligt at se. Og tydeligt at se, at ingen af disse velhavende er flygtninge eller ”illegals”.

Jeg chekker ud og går gennem Beograds gader. Flygtningene er koncentreret i området omkring bus og togstation. Tusinder.  Jeg kan vælge senere på dagen at følges med nogle af dem i en bus til en opsamlingscamp ved byen Subotica tæt på den ungarske grænse.

Jeg vælger i stedet at tage et nattog til Ungarn. I en stegende hed sovekupé ligger jeg og fem andre rejsende i køjerne. På grænsen mellem Serbien og Ungarn har vi vist vores pas. Vi er ikke ”illegals”. Vi har rakt passet ud med søvndrukken automatik. Er blevet lyst ind i ansigtet med en skarp lygte og bedt om at åbne øjnene, og har gjort som der blev sagt. Hvad mere vil de have.

We found some illegals” kommer en politimand tilbage råbende og knalder døren op og lyser rundt i vores kupé med sin skarpe lygte og ned i mit ansigt, der er så uheldigt at være tættest på. ”We found some illegals” – Hans stemme lyder helt glad. På engelsk gentager han råbende ind i kupeen.  ”Er der nogen illegals her ”.

”Ooh” klapper han i, da han får øje på seks  søvndrukne menneskers rygsække og kufferter udfylde den smule bagageplads der er over køjerne og på gulvet.  Hans ansigtsudtryk ser fåret ud. Eller også er det noget, jeg halvt i søvne forestiller mig, det gør, da selv han må erkende, at her inde kan umuligt være flere eller nogen ”illegals”.

Jeg mander mig op til at vågne og kikker ud af vinduet på perronen. På skiltet står ”Subotica”. I nat på perronen i Subotica står to mørkhårede mænd med udtryksløse ansigter og kroppene lidt ludende. To mænd, der ikke længere betragtes som mænd. Ikke som flygtninge! Ikke som asylsøgere. Ikke som mennesker – men som ”illegals” eller ”Ulovlige” som illegal betyder på dansk. Deres tilstedeværelse er ulovlig. Deres liv er ulovligt. De er ”illegals”.

I flere dage har jeg fulgt mænd, kvinder og børn,  der i systemet intet er andet end ”illegals” på deres vej fra Makedonien og op gennem Serbien. Set dem ligge på jorden i parker og under stilladser for at finde lidt læ. Fulgtes  med nogle af dem i overfyldte busser, der bringer dem nærmere til drømmemålet :  igen at blive “legals”, som de var indtil en krig kom og smadrede deres tilværelse og gjorde dem til ”illegals” i dagens verdensorden.

I natten kikker jeg på de to mænd på perronen og tænker, hvad skal der ske? Det tænker de vel  også selv.  Eller har de mon forsøgt sig før og kender rutinen? Får de mon bank? Eller skal de betale?  Blev de taget, fordi de ikke kan betale? Hvorfor blev de stoppet på den serbiske side af grænsen, når Serbien gerne vil af med flygtningene til Ungarn?  Spørgsmålene kværner.

Jeg har lyst til at stå op og gå ud og sige jeg vil følge med de to mænd. Men jeg tør ikke.   Jeg er bange for at blive arresteret og beskyldt for menneskesmugling og sat i fængsel. Jeg er ikke bange for anklagen. Den ville jeg være stolt af. Men jeg er bange for forholdene i et serbisk fængsel, hvor jeg heller ikke vil kunne gøre flygtninge nogen gavn.  Jeg ræsonnerer, lukker øjnene og forsøger at sove videre. Men kan ikke.  Ordet ”illegals” kværner i mit hoved og får mig til at føle det som om jeg skal kaste op.

fortsættes i morgen


Skriv et svar