Umenneskelig behandling af flygtninge – en frivilligs rapport

  • 0

Umenneskelig behandling af flygtninge – en frivilligs rapport

Category:seneste nyt

Rapport af 13. november 2019 om umenneskelig behandling begået i camp vucjak, Bihac og af kroatisk politi:

Interview af afghanske flygtninge foretaget af paramediciner og frivillig Madina Farani, taler dari (afghansk)
(oversættelse til dansk fra engelsk: Mona Ljungberg)

Madina Farani tilbragte 2 uger I Bihac, Bosnien, med at give medicinsk assistance til migranter I Vucjak-lejren.

Fra 26. September 2019 blev  Madina Farani og hendes to frivillige læge-kollegaer forbudt adgang til Vucjak-lejren. Madina Farani og hendes ene lægekollega tog hereafter til Tuzla og gav lægehjælp til flygtninge og migranter på Tuzla busstation. Nedenstående er referat af Madinas interview af 6 flygtninge.

Ehsan, en 20 årig afghansk dreng fra Bamiyan, fortæller om hans tid i Bosnien.

Efter sin  ankomst til Tuzla (Øst-Bosnien), tog Ehsan toget direkte til Bihac (Nordvest-Bosnien). Hvor om alt er, 100 km før Bihac stoppes toget af politiet og personer uden dokumenter gennes af uanset billet. For Ehsan betød det, at han  skulle i gå to dage for at nå frem.

Endelig ankommet til Bihac blev Ehsan arresteret og transporteret direkte til vucjak-lejren. Atmosfæren var forfærdelig og meget anspændt. Han var meget bange og forsøgte ikke at skille sig ud. Teltene var alle fyldte, så han sov i et telt, der fungerede som en moske.

Derfor blev  han hver aften smidt ud og skulle ligge udenfor. Der var kun adgang til vand ti minutter om dagen til at drikke og vaske sig selv. Ellers distribuerede Røde Kors mad til 500 mennesker. Men der var op til 1500 mennesker i lejren.

Tre dage senere besluttede Ehsan at rejse til Kroatien.

Ehsan var med i ”spillet” (at tage chancen for at komme over grænsen, kaldes ”spillet”) i fem dage, indtil han blev fanget. Hans gruppe blev slået, og en mand i gruppen blev slået voldsomt i maven, så han kastede op i politibilen.

Bilen gjorde holdt. Udenfor stillede politimændene sig om bilen og tvang flygtningene til at tørre opkastet væk med deres T-shirts. Efter et kort ophold på politistationen blev de så kørt til den bosniske grænse.

Kort før grænsen blev alle gennet ud. Det sidste stykke, blev de tvunget til at gå gennem skoven efterfulgt af politimændene. Dem, der snublede blev slået, og dem som løb for langsomt, blev slået.

Efter ankomsten til Bihac, tog Ehsan direkte tilbage til Tuzla. Selvom han er nødt til at sove udendørs, kan han hvile her for første gang i lang tid og behandles godt af frivillige.

Ehsan er en rolig, respektfuld og meget behagelig person. Da han blev spurgt, hvornår han sidst følte en vis glæde, sagde han, at han ikke kunne huske et tidspunkt. Man kan kun ønske ham glæde og lykke på et tidspunkt i hans fremtid.

Samims historie

Undervejs i samtalen med Ehsan sluttede Samim, en lille afghaner, som Ehsan tidligere havde mødt på øen Samos, sig til.

I Bosnien har begge prøvet  ”spillet” (taget chancen for at krydse grænsen). Begge blev fanget af det kroatiske politi. Volden, som det kroatiske politi anvender, er velkendt. Men Samim og Ehsan beskriver også ydmygende behandling.

Da Samim blev taget, holdt politimanden en pistol mod hans hovede og sagde: “Penge, eller jeg skyder!”

Samim troede hans penge var godt skjult i tøjet, og sagde, at han ikke havde nogen penge. Politimanden bad ham så om at klæde sig fuldstændigt af, og undersøgte efterfølgende ham og hans tøj.

Da politibetjenten endelig fandt Samims sidste penge syet ind i hætten på hans sweater, tog han pengene og slog flere gange Samim med kniplen.

Bagefter pegede betjenten på rygsækken og spurgte ham igen, om der var nogen penge. Da Samim benægtede, truede betjenten: “Hvis jeg finder penge der, dræber jeg dig”.

Efter at have gennemsøgt rygsækken uden held, tilbageleverede betjenten Samim hans telefon og sagde, at han skulle tørre skærmen ren. Derefter tog betjenten telefonen tilbage med en latter og puttede den i lommen.

historien om fire venner: Ali, Ahmad, Jawad og Aziz.

De fire tog til Bosnien, og selv om deres forhistorie er uværdig og umenneskelig, siger de, at her begyndte deres værste tid.

De fik nogle dokumenter og blev tvunget til at tage til Vucjak-lejren. Lejren er nu bevogtet af militæret. Der var ikke nok mad, ikke nok vand, og de kunne ikke tage nogle steder hen. Folk rådnede op der. Deres eneste mulighed var at prøve ”spillet” (chancen for at komme over grænsen) til Kroatien.

Ali fortæller, at de gik 30 km, og at han aldrig har været så bange i sit liv. Om dagen sov alle, om natten gik de uden lys mellem træer og over bjergene. Så snart de så politilys, gemte de sig alle i grøfter og bad til ikke at blive fanget.

Efter et par dage blev de fire venner trætte, sultne. De drak vand fra vandpytter. De for flere gange vild, men tanken om endelig at gøre det drev dem videre. Så skete det, der ikke måtte ske. Det kroatiske politi fangede dem.

Med deres våben pegende på dem, råbte politimændene at alle straks skulle sætte sig. Jawad, Ahmad og Aziz forstod ikke ordren, og blev så smidt ned til jorden.

En politimand slog løs på den forsvarsløse Ahmad, der lå på jorden, sparkede ham med foden og slog ham tre gange med kniplen. Politimanden hamrede så hårdt på Aziz’s arm, at de mener ​armen brækkede.

Derefter smed politiet deres rygsække, mobiltelefoner og endda sko på et bål, imens de grinede. De fortsatte med at slå og fornærme drengene og satte dem  ind i en bil og kørte dem tilbage til elendigheden i Vucjak. Da de ikke længere havde penge og var plaget af ekstrem sult, besluttede de sig for at tage til Tuzla.

Og her sidder vi ved busstationen i det fri i kulden og snakker om deres liv. De er taknemmelige for endelig at have mad og drikke og blive behandlet med en smule værdighed. I morgen får de overført penge, og de vil starte et nyt forsøg til Bihac og derfra på en ny usikker rejse til den Europæiske Union.

Vucjak-lejren blev efter frivillige hjælpearbejderes protester lukket og revet ned 10. december 2019.


Tilmeld dig vores nyhedsbrev